Forsker får 9 mio. kr. til at forske i alkohols påvirkning af leveren
Læge, ph.d. Nina Kimer fra Gastroenheden på Amager og Hvidovre Hospital har netop modtaget Borregaard Clinical Ascending Investigator Grand fra Novo Nordisk Fonden på 9,3 millioner kroner til forskning i alkohols påvirkning af leveren.
Levercirrose – eller skrumpelever, som den kaldes i folkemunde – er en kronisk leversygdom, som i langt de fleste tilfælde skyldes et for stort forbrug af alkohol. En lever med cirrose bliver aldrig sund og rask igen, og det har mange konsekvenser for patienterne med sygdommen.
”Alkoholrelateret levercirrose har enorm indvirkning på patienternes helbred. Kun halvdelen af patienterne er i live to år efter diagnosen,” fortæller Nina Kimer.
Bevillingen skal bruges til undersøgelser af, hvad der egentlig sker i leveren, når patienter, der drikker for megen alkohol, stopper med at gøre det! Levercirrose kan ikke helbredes med medicin. Patienter med sygdommen bliver rådet til at stoppe med at drikke alkohol, men skaden på leveren er sket, og målet er at forhindre forværring og at behandle de komplikationer, som levercirrose kan give.
Men hvad sker der egentlig, når vi fjerner den udløsende sygdomsfaktor, alkohol, på leverfunktionen?
”Vi ved, at det virker at holde op med at drikke alkohol. Men vi ved faktisk ikke, hvilke molekylære mekanismer, der driver den positive effekt ved alkoholophør,” fortæller Nina Kimer, som vil undersøge leverpåvirkningen på mikroskopisk niveau ved at udføre analyser af protein, fedt og genaktivitet på levercellerne.
"Når vi kender mekanismerne, kan vi forhåbentlig udvikle mere præcise monitoreringsmetoder til overvågning af sygdomsudviklingen og på sigt finde den mest effektive medicinske behandling,” siger Nina Kimer.Som led i Nina Kimers forskning bliver leversyge patienter tilbudt et struktureret tilbud om at holde op med at drikke alkohol.
”Vi tager for en stund alkoholbehandlingen tilbage til hospitalet og tilbyder patienter med nytilkommen og fremskreden levercirrose og patienter med alkoholinduceret leverbetændelse et forløb, hvor vi hjælper dem med at komme ud af alkoholforbruget,” forklarer Nina Kimer.
Projektet forventer at inkludere mere end 400 patienter over de næste fire år.