Skip to main content

Ny vicedirektør i Sundhedsdatastyrelsen

Fra 1. august er Mette Jørgensen ny vicedirektør for It og Digitalisering i Sundhedsdatastyrelsen. Det er en ny stilling, som er oprettet i forbindelse med en omstrukturering af Sundhedsdatastyrelsen.

Mette Jørgensen, 51, kommer fra en stilling som vicedirektør i Sundhed.dk. Hun er uddannet cand. merc. fra CBS og har lang erfaring med at arbejde med IT og digitalisering blandt andet fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Region Hovedstadens Center for IT og Medicoteknologi, Økonomistyrelsen/Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Direktionen i Sundhedsdatastyrelsen består fremover af direktør Thomas Fredenslund, vicedirektør for Data og Sikkerhed Vibeke van der Sprong og vicedirektør for It og Digitalisering Mette Jørgensen.

Mette Jørgensen understreger, at Sundhedsdatastyrelsens mål om at sikre bedre sundhed for danske borgere gennem brug af data og ved at skabe digital sammenhæng i sundhedssektoren har været afgørende for at søge stillingen.

"Det er en vigtig dagsorden, som jeg glæder mig utroligt meget til at løfte i tæt samarbejde med ministeriet, regionerne, kommunerne, praktiserende læger og andre aktører på sundhedsområdet. Det er en stilling, der samler mine erfaringer med digitalisering og sundhed og hvor vi sammen kan styrke digitaliseringen af det danske sundhedsvæsen til gavn for patienter og ansatte. Derudover har styrelsen vigtige opgaver i forhold til at sikre, at vi fortsat har sundhedsdata i verdensklasse og fremme datadrevet udvikling og sikkerhed i sundhedsvæsnet. Sidst men ikke mindst glæder jeg mig til at lære alle de nye kollegaer i Sundhedsdatastyrelsen at kende og blive en del af en organisation med en stærk kultur, høj trivsel og en vigtig fælles opgave."