Skip to main content

Ny næstformand for Lægeforeningen

Lægeforeningen har valgt sin nye næstformand, som er praktiserende speciallæge Ann-Louise Reventlow-Mourier.

Udover at være ny næstformand for Lægeforeningen er hun formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger og desuden næstformand for FAS. Ann-Louise Reventlow-Mourier har siddet i Lægeforeningens bestyrelse siden 2020.

Hun overtager posten som næstformand efter praktiserende læge Anna Mette Nathan, der har været næstformand siden 2020 og afgår efter tur. Udover næstformandsposten er Ann-Louise Reventlow-Mourier også formand Lægeforeningens It- og Digitaliseringsudvalg.

Ann-Louise Reventlow-Mourier blev speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme i 2010 og har haft speciallægepraksis i København siden 2012.

”Jeg glæder mig meget til at fortsætte mit virke i Lægeforeningens bestyrelse og nu som næstformand. Jeg har særligt fokus på indsatsen imod ulighed i sundhed, og herunder særligt den geografiske ulighed, hvor nogle borgere har alt for langt til lægen. Det skal vi være med til at ændre på.”