Ny Hvidovre-professor i gastroenterologi

Johan Burisch er nyslået professor i gastroenterologi på Hvidovre Hospital og Københavns Universitet. Med sine 39 år er han den yngste professor på sit felt i Danmark.
Han drømmer om at kunne forebygge inflammatoriske tarmsygdomme – og indtil da at optimere behandlingen markant for de p.t. 58.000 danskere, der lider af sygdommene.
Gastroenterologi omfatter sygdomme i fx tarmsystemet, og Johan Burisch’ forskning zoomer ind på inflammatoriske tarmsygdomme. Det er uforudsigelige sygdomme, hvor nogle forløb er milde, mens andre medfører nedsat livskvalitet, sygefravær og social isolation.
Der er dog sket en positiv udvikling i de senere år, men Johan Burisch og hans forskerhold stiler imod at kunne tilpasse behandlingen til den enkelte og kunne forudsige sygdomsforløbene bedre - foruden det helt ambitiøse mål: forebyggelse.
Johan Burisch læste medicin på Københavns Universitet, hvor han blev færdiguddannet i 2010. Han har siden fået både en ph.d., post.doc og en mastergrad, har modtaget flere håndfulde anerkendte priser og har en magnetisk tiltrækning på økonomisk støtte til sin forskning. Til eksempel var han sidste år med til at få tildelt 7,5 mio. euro fra Horizon Europe til et stort europæisk forskningsprojekt, miGUT, som 11 partnere i ni forskellige lande samarbejder om.
