Rigets karkirurgi får ny chefsygeplejerske

Oversygeplejerske Lise Westerlin tiltræder 1. juli på Rigshospitalets Afdeling for Karkirurgi som chefsygeplejerske.
Sygeplejerskernes muligheder og lettere forløb for patienterne står højest på hendes dagsorden
Hvis man som afdeling skal blive ved med at tiltrække sygeplejersker i en tid, hvor der er rift om dem, må der være gode muligheder for udvikling og et spændende arbejdsliv.
Den strategi har den nye chefsygeplejerske i Afdeling for Karkirurgi, Lise Westerlin, længe arbejdet efter som oversygeplejerske i afdelingen. Hun er en af kræfterne bag afdelingens mulighed for delte stillinger, hvor samme sygeplejerske har mulighed for både at arbejde som assistenter ved stent- og ballonbehandling og i ambulatoriet eller på sengeafdelingen.
"Det giver en varieret arbejdsuge for de sygeplejersker, der ønsker det, og de får et grundigt kendskab til hele forløbet for vores patienter. Den samme sygeplejerske kan skanne patienten i ambulatoriet, stille en ultralydsdiagnose, som er afgørende for behandlingsplanerne, indgå i dagafsnit, være med til operationen og have patienten til kontrol bagefter. Det er et stort ansvar for sygeplejerskerne og sikrer, at de kan udvikle sig. Hvad sygeplejersker ser som en attraktiv arbejdsplads er individuelt, og her kan de være med til at skabe deres egen kombination," siger Lise Westerlin og tilføjer:
"Det gør også, at vi som afdeling kan være fleksible i forhold til, hvilke patientbehandlinger der er brug for. Hvis der i en periode er flere patienter, der har brug for operation, kan vi imødekomme det, fordi personalet har forskellige kompetencer og kan varetage flere forskellige jobfunktioner på tværs af afsnit og faggrupper."
Lise Westerlin og afdelingen regner med at se flere patienter i de kommende år, for karkirurgi er ofte for ældre borgere, som der bliver flere af.
"Det gælder om at finde løsninger, der både gør det nemmere for vores patienter at blive behandlet her, og som sikrer, at vi har plads til alle. Her ser vi både på videokonsultationer, nye teknologiske muligheder og at lægge om til kortere forløb eller dagkirurgi frem for indlæggelse som gode løsninger. Vi skal være modige og nysgerrige på at afprøve nye løsninger - og selvfølgelig inddrage både patienterne, medarbejderne og forskning," siger Lise Westerlin.
Lise Westerlin har løbende efteruddannet sig inden for ledelse og har en master i ledelse fra CBS. Hun tiltræder stillingen 1. juli og afløser Margit Roed som chefsygeplejerske. Herefter udgør hun afdelingsledelsen sammen med cheflæge Nikolaj Eldrup.
