Skip to main content

Regionsformand Heino Knudsen stopper i politik

24. september stopper Heino Knudsen som regionsformand i Region Sjælland og som chefforhandler for Danske Regioner.

På regionsrådets møde den 24. september 2024 vil han anmode regionsrådet om at blive fritaget fra sit medlemskab af regionsrådet, fordi han en uge efter – 1. oktober – skal begynde som ny administrerende direktør i DanskHåndbold. 

Og meget tyder på, at regionsrådet siger ja til anmodningen. Partierne bag konstitueringsaftalen af 17. november 2021 (Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre) er nemlig allerede blevet enige om at pege på en afløser – nemlig Trine Birk Andersen (Soc.). Hun bliver dermed regionsrådsformand for resten af denne valgperiode.

Partierne ønsker desuden af fortsætte den brede konstituering, hvor også Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti deltager, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Sjælland.

For Heino Knudsen bliver det nye job et markant arbejdsskift, når mere end 10 år i politik bliver byttet ud med direktørstolen i DanskHåndbold – et sted hvor forretning, elitesport, kommercielle vilkår og udvikling af håndbold for alle årgange er en del af hverdagen, men hvor politik trods alt også spiller en rolle. DanskHåndbolds foreninger, udvalg og regionale bestyrelser danner rammen om det politiske bagland, hvor medlemmer vælges for en periode og i samspil med ansatte i DanskHåndbold skal sikre udbredelsen og udviklingen af håndbold. Derfor er det ikke helt nyt land, Heino Knudsen skal betræde.

"Jeg glæder mig helt vildt. Det arbejde jeg skal i gang med er alt, hvad jeg drømmer om og kunne håbe på. Der er ingen tvivl om, at jeg bærer mange gode erfaringer med mig fra min tid i regionen, men jeg ved også, at jeg har noget at lære. Det er derfor med den største begejstring og en stor portion ydmyghed, at jeg sætter mig i stolen hos DanskHåndbold," siger Heino Knudsen på sin Facebook-profil.

Han skriver, at han skal arbejde med at udvikle den idræt og det foreningsliv, som han personligt er rundet af, og som har fyldt store dele af hans liv, før han gik ind i politik. 

Sidste år i maj valgte den socialdemokratiske kredsbestyrelse i Guldborgsund Heino Knudsen til kredsens nye folketingskandidat, men det nye job som administrerende direktør i DanskHåndbold betyder, at han også trækker sig som folketingskandidat.

Han må også trække sig fra andre poster: Han er medlem af Danske Regioners bestyrelse og formand for Løn- og Praksisudvalget i Danske Regioner 2022. Udvalget har primært ansvar for at håndtere og forhandle løn- og arbejdsforhold for ansatte i regionerne og beskæftiger sig også med praksissektoren, hvilket vil sige lægepraksisser og andre sundhedsprofessionelle, som arbejder i privat praksis, men under overenskomst med regionerne. 

Heino Knudsen har været regionsrådsformand i Region Sjælland siden 1. januar 2018 og blev ved det seneste regionsrådsvalg i november 2021 valgets store stemmesluger med 50.905 personlige stemmer. 

Tidligere sad han i byrådet i Lolland Kommune og var kulturudvalgsformand i perioden 2013-2017.