Skip to main content

39-årig professor får talentpris

Erhoff Fondens Talentpris 2024 på 100.000 kr. tildeles overlæge, professor, dr. med. Johan M. Burisch fra Amager Hvidovre Hospital og Københavns Universitet.

Johan Burisch er 39 år og kombinerer i sit arbejde forskning i og klinisk behandling af personer med kronisk inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), dvs. Crohns sygdom og colitis ulcerosa. Han modtager prisen som en anerkendelse af sin ekstraordinære og internationalt anerkendte forskning i IBD.

Et af Johan Burischs vigtige bidrag er udvikling af et elektronisk eHealth-system, baseret på store mængder data fra personer med IBD, der gør det muligt for borgeren selv at bidrage til monitorering og behandling af egen sygdom.

Kronisk inflammatoriske tarmsygdomme rammer ca. en procent af den danske befolkning. Sygdommene rammer unge og yngre mennesker, kan ikke kureres, kræver stærk medicin og kirurgi, og de kan i værste fald være livstruende.