Skip to main content

Ny professor i medicinsk bioinformatik

Jakob Grove er ny professor i medicinsk bioinformatik og statistisk genetik ved Aarhus Universitet.

Han anvender og udvikler bioinformatiske og statistiske metoder til at analysere store datasæt, navnlig genetiske, til at forstå den underliggende biologi bag psykiatriske lidelser som for eksempel autisme. 1. august blev han ny professor på Institut for Biomedicin.

Han har en baggrund i matematik og fysik.

Jakob Grove har særligt forsket i autisme og arbejdet med at håndtere heterogenitet i diagnoser, hvilket vil sige den variation i symptomer, forløb og sværhedsgrad, der kan forekomme inden for samme diagnose, og som kan være en udfordring både i klinikken og i forskningssammenhæng. Han undersøger også sygdomme, som autister har en højere risiko for at få end mennesker uden en autismediagnose. Håbet er at forstå og forebygge denne risiko.

”Min forskning må betegnes som grundforskning. Problemstillingerne, vi forsøger at forstå, er uhyre komplekse, og gevinsterne høstes generelt først på den lange bane. Jeg tror dog, at vores arbejde på autismeområdet inden for en overskuelig årrække kan bidrage til tidligere og mere præcise diagnoser til gavn for både autister og deres pårørende,” siger Jakob Grove.

Som professor fortsætter Jakob Grove med at bidrage til undervisningen af studerende. Han håber, at professoratet kan være en håndsrækning på to vigtige områder:

”Rent praktisk tænker jeg, at mit professorat vil være et rygstød ved fondsansøgninger og en hjælp ved rekruttering. Det er to ting, der har stor betydning for hvilken forskning, vi er i stand til at lave. Og så er udnævnelsen selvfølgelig også en anerkendelse af det arbejde, vi har udført i min gruppe, og det sætter jeg stor pris på,” fortæller Jakob Grove.