Ny sundhedsordfører for Socialdemokratiet
Lea Wermelin er blevet ny sundhedsordfører for Socialdemokratiet efter ministerrokaden i slutningen af august, hvor partiet har fordelt nye ordførerskaber for folketingsgruppen.
Lea Wermelin, der tidligere har været miljøminister, overtager ordførerskabet fra Flemming Møller Mortensen. Han bliver i stedet udenrigsordfører og udviklingsordfører.
"Sundhed er kronjuvelen i vores velfærdssamfund, og vi er lige kommet med et stort sundhedsudspil. Så forhandlinger om de helt store tandhjul er på vej. Vi kaster os over uligheden i sundhed. Adgangen til læger og sundhedspersonale i hele landet. Bedre kronikerbehandling. Nærhed og sammenhæng, når vi har brug for behandling," skriver Lea Wermelin på LinkedIn.