Forsker i blodkræft knyttes til Kræftens Bekæmpelse
I et nyt samarbejde er den internationalt anerkendte forsker inden for hæmatologi, overlæge Carsten Utoft Niemann fra Rigshospitalets afdeling for Blodsygdomme, 1. oktober tilknyttet Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning i en deltidsstilling.
Med sig har Carsten Utoft Niemann taget syv medarbejdere, som ligeledes deler deres tid mellem Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet.
Målet med samarbejdet er at styrke forskningen i blodkræft og skabe en hurtigere forbindelse fra forskning og viden, der kan forbedre behandlingen af de mange patienter, som lever med blodkræft til klinisk anvendelse.
"Vi er glade for at byde Carsten Utoft Niemann velkommen. Hans forskning inden for blodkræft og personlig medicin vil være en stor gevinst for vores arbejde for at sikre forskning i verdensklasse tæt på patienten, og vi ser frem til de resultater, som dette samarbejde kan føre til," siger forskningschef i Kræftens Bekæmpelse, Mads Melbye, i en pressemeddelelse.
Carsten Utoft Niemanns forskning har i mange år haft fokus på at finde svar på, hvordan man udvælger den bedste behandling til hver enkelt patient med blodkræft. Gennem sin forskning har han allerede bidraget til bedre behandling til patienterne, blandt andet gennem resultater, der i dag bliver brugt til at forudsige, hvilke patienter der har en øget risiko for at blive livstruende syge af infektioner.
I sin forskning benytter Carsten Utoft Niemann både genetiske analyser, data fra laboratoriet og data fra kliniske forsøg. Ved at analysere disse store mængder data, er målet at finde svar på, hvordan man tilbyder patienterne en behandling, der sikrer den bedste overlevelse med færrest mulige bivirkninger og senfølger.
Carsten Utoft Niemann har gennem de seneste 10 år haft et tæt samarbejde med en anden ekspert i hæmatologi, professor Henrik Hjalgrim, der leder forskergruppen Hæmatologi ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Det samarbejde vil blive yderligere styrket med den nye stilling, som giver mulighed for at kombinere Henrik Hjalgrims forskning i epidemiologi med Carsten Utoft Niemanns mere patientnære arbejde.