Skip to main content

Ny direktør for hovedstadens akutberedskab

Thomas Reimann har det seneste år været konstitueret som direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab, men fra 1. oktober er han fastansat.

"Jeg er utroligt glad for, at Thomas har sagt ja til at blive direktør i Akutberedskabet. Jeg mener, at Thomas er den rette til jobbet, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde. Thomas har bl.a. stået i spidsen for udviklingen af akutbilskonceptet, forbedret responstiderne på ambulancer og har gennemført projekter i samarbejde med det nære sundhedsvæsen," siger lægefaglig koncerndirektør Erik Jylling, der fremhæver Thomas Reimanns skarpe fokus på en robust og professionel service til borgerne samtidig med, at han understøtter det akutte inde på hospitalerne og i kommunerne.

Erik Jylling sætter stor pris på hans ledelsesstil, der handler om at skabe en arbejdsplads med høj trivsel og faglig udvikling for både ledere og medarbejdere.

Thomas Reimann kom i januar 2022 til Akutberedskabet i en nyoprettet stilling som ambulancechef. Han har ni års erfaring fra Falck som bl.a. operativ redningsleder og vagtcentral- og redningschef. Ligesom han har været vicedirektør for Hamad Medical Corporation i Qatar, hvor han har opbygget ambulance- og redningstjenesten til et internationalt niveau.

Som direktør i Akutberedskabet har han ansvaret for 1.000 medarbejdere og et budget på en mia. kroner.

"Med et stigende antal ældre og syge borgere og for få hænder til at behandle og yde omsorg, så er det også nødvendigt, at vi i den præhospitale organisation udvikler innovative løsninger. Derfor har vi på Akuttelefonen øget den faglige ekspertise og tilgængelighed, bl.a. ift. behandlingen af ældre. I samarbejde med relevante partnere har vi også udviklet os, så vores ressourcer spiller bedre sammen med hospitalerne og kommunerne. Det gælder fx hjemmemonitering, hjemmebehandling og dialyse. Det arbejde glæder jeg mig til at udvikle yderligere sammen med de dygtige ledere og medarbejdere i Akutberedskabet," siger Thomas Reimann.

47-årige Thomas Reimann er gift og bor på Islands Brygge i København, og har to store børn. Fritiden bruger han gerne med familie og venner, men der skal også være tid til et mindre biavlerprojekt. Når han skal have motion, så enten hopper han i løbeskoene eller hiver dommerfløjten frem og dømmer fodbold i DBU-regi. Derudover læser han bøger og lytter til musik.