Nyreforsker får talentpris
Lektor Ina Maria Schiessl fra Aarhus Universitet modtager i år Skou-prisen for sit banebrydende arbejde inden for forskning i kronisk nyresygdom, en sygdom der rammer 10-15 procent af verdens befolkning.
Schiessls forskning har allerede ført til lovende resultater og innovative tilgange, som har vakt opmærksomhed i forskningsverdenen.
Kronisk nyresygdom kan udvikle sig i forskellige grader af alvorlighed, og i de værste tilfælde ender det med dialyse eller transplantation. Schiessl har viet sin karriere til at forstå, hvorfor visse nyrer bliver kronisk syge.
Skou-prisen, opkaldt efter nobelpristager Jens Christian Skou, uddeles hvert år til en exceptionel sundhedsvidenskabelig forsker. Ina Maria Schiessl får prisen for sit arbejde med at afdække de biologiske mekanismer bag udviklingen af kronisk nyresygdom, hvor hendes seneste fokus er på fibrose – en proces, hvor arvæv dannes i nyren som reaktion på skade.
”Det er fuldt fortjent, at Ina Maria Schiessl modtager talentprisen fra Health på Aarhus Universitet. Hun bruger enormt avancerede metoder (in vivo to-foton mikroskopi) til at følge, hvad der sker med enkelte celler i nyren. Hun har særlig fokus på udvikling af kronisk nyresygdom, en meget hyppig og alvorlig sygdom,” siger institutleder Thomas G. Jensen fra Institut for Biomedicin, som har indstillet den tyskfødte forsker til talentprisen.