Skip to main content

Jens Winther Jensen skal samle Behandlingsrådet og RKKP

Jens Winther Jensen, direktør i Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), er udpeget som direktør for det nye Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, som starter sit arbejde den 1. januar 2025.

Det nye institut skal sikre højere kvalitet i patientbehandlingen og en mere effektiv ressourceudnyttelse ved at samle opgaverne fra Behandlingsrådet og RKKP, som begge lukker.

Instituttets bestyrelse har været aktiv siden juni 2024, og bestyrelsesformand Anne Jastrup, tidligere hospitalsdirektør for Herlev og Gentofte Hospital, udtaler, at Jens Winther Jensens erfaring og brede netværk gør ham til den ideelle leder af det nye kvalitetsinstitut. Han har en solid baggrund inden for kvalitetsarbejde og et stærkt engagement for at sikre, at patienterne oplever et sundhedsvæsen med høj kvalitet i ydelserne.

Skal udarbejde kliniske retningslinjer

Som en ny funktion vil instituttet støtte udarbejdelsen af kliniske retningslinjer, som de Lægevidenskabelige Selskaber og andre faglige selskaber tidligere har stået for. Danske Regioner har sat klare pejlemærker for instituttet, herunder et øget fokus på tværfaglighed, mindre ulighed i sundhed, samt eliminering af spild og prioritering af ressourcer gennem vurderinger af behandlingstilbud og teknologiske løsninger.

Jens Winther Jensen udtaler: "Jeg går til denne opgave med engagement og ydmyghed. Kvalitet er sundhedsvæsenets kernebrand, og Danmark har en imponerende tradition for kvalitets- og udviklingsarbejde. Det øger patienternes tryghed, når de ved, at vi arbejder seriøst med løbende forbedringer." Han nævner en tarmkræftpatient, som under en audit udtrykte tryghed, fordi kvalitetsarbejdet blev taget alvorligt. "Med Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut får vi nye muligheder for at understøtte arbejdet med ensartet høj kvalitet, lighed i sundhed og effektiv ressourceanvendelse," tilføjer han i en pressemeddelelse.

Helene Probst, sundhedsfaglig direktør i Danske Regioner, og Jane Kraglund, regionsdirektør i Region Syddanmark, fungerer som næstformænd i bestyrelsen.

Michael Dall, lægelig direktør på OUH og formand for Behandlingsrådet, bliver formand for et fagligt råd, mens Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital, bliver næstformand. Rådet vil desuden inkludere repræsentanter fra lægevidenskabelige selskaber, sygeplejefaglige selskaber, Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer, regionerne og en sundhedsøkonom. Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og KL vil få observatørposter i rådet.