Han vil finde hovedpinernes tænd-og-sluk-knap
Opdagelsen af fælles hovedpinetriggere er en af grundene til, at neuroforsker Haidar M. Al-Khazali får Lundbeckfondens talentpris. Prisen uddeles hvert år til fem forskertalenter under 30 år.
Andre grunde er hans vedholdenhed, hans evner for samarbejde og mentorskab og dedikation til forskningen. Han har været og er vejleder for en lang række studerende og sidder som bestyrelsesmedlem i Dansk Hovedpine Selskab.
Ved at give frivillige forsøgspersoner hovedpine med forskellige stoffer, har Haidar M. Al-Khazali fundet nogle fælles triggere for forskellige typer af hovedpiner. Den indsigt kan føre til udvikling af ny medicin.
Hovedpiner udgør lidt af en hovedpine for forskerne – i overført forstand. For selv om de i de seneste år har fundet flere biokemiske mekanismer bag de trykkende, dunkende eller jagende hovedsmerter, har de endnu ikke kortlagt de komplekse mekanismer, der kan udløse et hovedpineanfald.
Men neuroforsker, ph.d.-studerende Haidar M. Al-Khazali fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet Glostrup er godt i gang med at afdække, hvordan hovedpiner opstår.
"Vi ved, at en hovedpine har en begyndelse og en slutning. Og det fascinerer mig, at hovedpiner har sådan en tænd-sluk-knap. Den vil jeg gerne finde," siger han.
Haidar M. Al-Khazali har i forsøg med frivillige hovedpinepatienter fundet ud af, at de samme stoffer kan udløse hovedpine på tværs af tre typer af hovedpine: migræne, klyngehovedpine og posttraumatisk hovedpine, som er hovedpine efter hjernerystelse. Forsøg med raske personer viser, at stofferne hos raske kun udløser en mild og forbigående hovedpine.
"Når patienterne får de her stoffer, så får de et anfald af den form for hovedpine, de i forvejen lider af. Der er altså nogle fælles molekylære mekanismer bag de tre hovedpinetyper. Og det betyder, at man måske kan finde en fælles løsning på problemet," forklarer han.
En stor del af Haidar M. Al-Khazalis forskning går ud på at give andre mennesker hovedpiner. Det lyder måske mærkeligt, men det giver god mening, for det har vist sig at have stort potentiale til at finde nye behandlinger.
Den humane provokationsmodel hedder metoden, som Haidar M. Al-Khazali og andre hovedpineforskere anvender. Flere end 250 af den slags forsøg har han udført alene under sin ph.d.
Forsøgene foregår ved, at frivillige forsøgspersoner får et stof, som de enten skal sluge eller have via drop i en blodåre. Og så ligger de på en briks og venter på, at hovedpinen kommer.
"Vi følger deltagerne, mens de får hovedpine, og de krydser af på et skema, hvor hovedpinen sidder, hvilken form for smerte, de oplever, og hvor ondt det gør. På den måde tester vi en lang række forskellige stoffer," forklarer Haidar M. Al-Khazali.
Han understreger, at patienterne når som helst kan bede om at afbryde forsøget, og så får de smertestillende medicin.
Blandt de substanser, Haidar M. Al-Khazali har testet, er et blodtryksregulerende middel, som i et tidligere forsøg på Hovedpinecenteret har vist sig at udløse migræne hos migrænepatienter. Han har nu testet det både på patienter med klyngehovedpine og patienter med posttraumatisk hovedpine og har fundet, at stoffet kan udløse klyngehovedpine hos dem med klyngehovedpine og migrænelignende hovedpine hos dem med posttraumatisk hovedpine. Det tyder igen på en fælles udløser-mekanisme.
De stoffer, som Haidar M. Al-Khazali har fundet som fælles triggere for de tre hovedpinetyper, er såkaldt vasoaktive stoffer, som enten udvider eller indsnævrer blodkarrene. Forskerne mener, at kombinationen af, at kalium ryger ud af karrenes glatte muskelceller, og at karrene udvider sig, aktiverer nerveenderne i hjernehinden, som sender signaler til smertecenteret i hjernen.
Haidar M. Al-Khazalis vision er, at patienterne en dag kan komme til en hovedpineklinik og blive testet for hvilke stoffer, de reagerer på, og så få en slags ”modgift” i form af monoklonale antistoffer.
"Det vil være fantastisk, hvis vi en dag har tre-fire godkendte præparater, som blokerer for de bestemte substanser, som udløser hovedpine," siger Haidar M. Al-Khazali.
"Så skal patienterne højest komme her tre-fire gange, før vi har fundet en behandling, som passer til lige netop deres behov. I dag går der måneder med at prøve det ene præparat efter det andet."
Hovedpine har store personlige og socioøkonomiske følger. Ifølge Dansk Hovedpineselskab er der hver dag året rundt omkring 200.000 mennesker i Danmark, som har hovedpine. Man regner med, at hovedpine resulterer i tre millioner sygedage årligt.
3 typer af hovedpine
Migræne
Migræne er en neurologisk lidelse, der viser sig som tilbagevendende hovedpineanfald, der kan være moderate til meget smertefulde og varer fra 4 til 72 timer. Hovedpinen er ofte ensidig, pulserende og forværres ved fysisk aktivitet. Mange oplever også kvalme, opkastning, lys- og lydfølsomhed.
Klyngehovedpine
Klyngehovedpine er en sjælden type hovedpine, som er meget intens, forekommer kun på den ene side af hovedet, ofte omkring øjet eller tinding, og varer fra 15 minutter til 3 timer. Klyngehovedpine kan ledsages af symptomer som tåreflåd, røde øjne, næsestop og en følelse af rastløshed.
Posttraumatisk hovedpine
Posttraumatisk hovedpine kan opstå efter et hovedtraume, piskesmæld eller hjernekirurgi. Akut posttraumatisk hovedpine starter inden for de første 7 dage efter traumet og forbedres inden for tre måneder.