Skip to main content

Ny professor i klinisk proteomics og metabolisme

35-årige Nicolai J. Wewer Albrechtsen er udnævnt til professor i klinisk proteomics og metabolisme på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Københavns Universitet.

Hans mål er at revolutionere diagnostikken, så én blodprøve kan give mere præcise svar om sygdomme.

Professor Wewer Albrechtsen har fokus på kroppens proteiner og hormoner. Hans forskning undersøger, hvordan disse påvirker sygdomme som diabetes og fedtlever. Med en stærk baggrund i proteomics og omics-teknologier kombineret med kunstig intelligens har han opnået banebrydende resultater. Blandt andet arbejder han på biomarkører, der kan skelne mellem forskellige infektioner og starte behandling tidligere.

Aktuelt undersøger han med sit team glukagons funktioner i kroppen. Glukagon er et hormon, der styrer kroppens blodsukker. Hvis man bedre forstår glukagon, kan det hjælpe os i behandlingen af sygdomme som fedme, demens, fedtlever og diabetes. Tidligere har det også været lidt af et mysterium, hvorfor hovedpine kun sidder i den ene side af hovedet, når man lider af migræne. Sammen med sin forskergruppe fandt Nicolai hidtil ukendte signalproteiner som forårsager migræne. Proteinerne kan potentielt være både nye biomarkører for migræne og udgøre mulige behandlingsmuligheder.

Professor Wewer Albrechtsen er leder af flere projekter og har sikret betydelige forskningsmidler, det senest år knap 25 millioner kroner. Derudover har han vundet adskillige forskningspriser.

For få måneder siden blev han tildelt Anders Jahres talentpris, som er en af Nordens mest prestigefyldte forskningspriser. Prisen bliver også kaldt for 'den lille nobelpris'. Denne udgør én af 15 forskningspriser, som Nicolai har modtaget inden for de seneste 10 år.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen er bosat nord for København med familien med tre børn på 6, 3 og 1 år.