Ny professor fokuserer på kræftmetastaser
Gitte Persson, overlæge ved Herlev og Gentofte Hospital, er udnævnt til professor i klinisk onkologi ved Københavns Universitet med særligt fokus på strålebehandling af metastatisk kræft.
Professoratet skal styrke forskningen i lokalbehandling af kræftmetastaser, som rammer op til hver tredje kræftpatient.
Gitte Persson skal blandt andet lede det nationale OLIGO-DK-studie, der undersøger effekten af lokalbehandling af metastaser. Fokus er på at identificere patienter, der kan have gavn af lokalbehandling, og samtidig minimere bivirkninger. Ambitionen er at forbedre livskvaliteten og behandlingsmulighederne for patienter med metastatisk kræft.