Ny lærestolsprofessor i pædiatri på Københavns Universitet

Bo Chawes, Afd. for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital tiltræder som lærestolsprofessor 1. januar 2025 og vil blandt andet arbejde for at sætte den almene pædiatri på landkortet.
Han er i forvejen professor med særligt fokus på børneastma og allergi.
"Jeg er både enormt stolt og beæret over at få muligheden for at sætte mit præg på specialet. Det er et speciale med stort potentiale, både når det gælder forskning og uddannelse, og jeg ser det som en vigtig opgave at gøre faget så attraktivt som muligt," siger Bo Chawes.
I sine visioner for udviklingen af specialet har han blandt andet blikket rettet mod pædiatriens betydning for livslang sundhed, samarbejde og forskning samt uddannelse og rekruttering.
"Vi skal øge rekrutteringen til specialet ved i højere grad at møde de unge læger, hvor de er, og styrke samt ensrette undervisningen både centralt på universitetet og ude på de enkelte hospitaler. Samtidig skal vi have forskningen ud at leve på alle børneafdelinger i Region Hovedstaden og Sjælland. Det kunne være ved at skræddersy stillinger, så forskningen og det kliniske arbejde knyttes tættere sammen. Og så skal vi ikke mindst sætte den almene brede pædiatri på landkortet, altså de sygdomme som mange lider af. Der har jeg et optimalt afsæt, som overlæge og professor på en af landets store børneafdelinger på Herlev og Gentofte Hospital," siger han.
Parallelt med den nye rolle som lærestolsprofessor vil Bo Chawes fortsat have fokus på det han har arbejdet med indtil nu: astma og allergi hos børn.
"Jeg er optaget af den store gruppe af børn og unge, der lider af luftvejsinfektioner, astmatisk bronkitis og astma. En gruppe sygdomme, der i disse måneder af året er højaktuel. Mit fokusområde er forebyggelse af astma og allergi – både når det gælder forebyggelse af at disse sygdomme opstår, forebyggelse af opblussen af sygdom, og bedre behandling af akut opblussen af sygdommene," siger Bo Chawes.
Hans funktion er delt mellem klinisk arbejde på Afdeling for Børn og Unge og forskning på Dansk BørneAstma Center, Herlev og Gentofte Hospital.
I professoratet fortsætter arbejdet, der blandt andet sker ved hjælp af de unikke COPSAC-fødselskohorter, der gør det muligt for forskerne at følge en stor gruppe børns udvikling når det gælder astma og allergi.
Bo Chawes er uddannet læge i 2005, ph.d. i 2011, dr.med. i 2016 og speciallæge i pædiatri i 2016.
