Peter Rossing får prestigefyldt pris på 1,5 millioner kroner
Professor og overlæge Peter Rossing får Hagedorn Prisen 2025 for sin forskning inden for sendiabetiske komplikationer, med særligt fokus på nyresygdom.
Hagedorn Prisen på 1,5 mio. kr. uddeles årligt af Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) og Novo Nordisk Fonden.
Peter Rossings forskning inden for diabetisk nefropati har ført til bedre behandling af kronisk nyresygdom med og uden diabetes, hvilket har haft afgørende betydning for flere patientgrupper.
"Peter Rossing anerkendes for sin fremragende videnskabelige indsats for mennesker med kronisk nyresygdom. Hans forskning i den kliniske håndtering af diabetisk nefropati har ført til godkendelse af nye lægemidler og behandlingsprincipper, som har medført faldende dødelighed og sygdomsbyrde. Hans forskning har været skelsættende og været med til at sikre Danmarks fortsatte førerposition inden for den intern medicinske forskning. Derfor er vi i selskabet beærede over at kunne tildele Peter Rossing Hagedorn Prisen 2025," fortæller Tavs Qvist, forperson i Dansk Selskab for Intern Medicin.
Selv fortæller Peter Rossing, at han er utrolig glad og stolt over at modtage prisen:
"Hagedorn Prisen er en stor anerkendelse af det arbejde, vi som gruppe og hospital leverer. Det er en holdindsats at levere de her resultater, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har fantastiske folk og rammer."
Til trods for hans speciale i endokrinologi er han indstillet af Dansk Nefrologisk Selskab, hvilket understreger hans forsknings store betydning inden for behandling af nyresygdom.
"De sidste fem-seks år er der sket utroligt meget på området, og jeg har været involveret i flere studier med fokus på at bremse nyresygdom. Et af de studier, jeg har været med til at lave, viste, at en blodsukkersænkende behandling virkede godt mod nyresygdom, uanset om patienten havde diabetes eller ej," fortæller Peter Rossing.
Peter Rossing er tidligere blevet anerkendt med flere internationale og nationale hædersbevisninger for sin forskning. Han har blandt andet modtaget Minkowski Prisen i 2005 og Golgi Prisen i 2016, begge fra European Association for the Study of Diabetes (EASD).
Alligevel betyder Hagedorn noget helt særligt for ham.
"Hagedorn har haft en kolossal betydning for arbejdet med diabetes. Han var grundlægger af det hospital, som Steno Diabetes Center lå i indtil 2021, og hans gamle hus har vi blandt andet brugt som mødelokale. Det er derfor noget helt særligt at modtage Hagedorn Prisen, fordi han har skabt grundlaget for hele mit arbejde," fortæller Peter Rossing, der i år også kan fejre 25-års jubilæum.
Peter Rossing modtager prisen på DSIM’s årsmøde 2025 den 14. marts.