Skip to main content

Ny lægefaglig vicedirektør i sjællandsk psykiatri

Jens Drachmann Bukh bliver ny lægefaglig vicedirektør i Psykiatrien i Region Sjælland pr. 1. marts, når Søren Rask Bredkjær går på pension.

Jens D. Bukh kommer fra en stilling som cheflæge på Psykiatrisk Center Ballerup. Han har solid klinisk erfaring og forskning på sit faglige CV, senest som cheflæge på Psykiatrisk Center Ballerup, og fungerer desuden som klinisk lektor i psykiatri på Københavns Universitet.

"Vi står overfor to spændende og vigtige opgaver, dels integrationen af psykiatri og somatik og dels den kommende fusion af Region Sjælland og Region Hovedstaden, som skal skabe et sammenhængende og ensartet behandlingstilbud til alle patienter øst for Storebælt. Begge regioner kan lære noget af hinanden. I den situation tænker jeg også, det er en fordel, at jeg kender Region H rigtig godt. At jeg ved, hvad det er vi skal fusioneres med," siger Jens D. Bukh og tilføjer:

"Derudover vil mit fokus være på, at jeg sammen med resten af psykiatriledelsen fortsat udvikler de bedst mulige forudsætninger for, at alle ansatte i Psykiatrien kan løse deres kerneopgave. Naturligvis i et tæt samarbejde med ledere og medarbejderne i regionen."

Psykiatridirektør Kresten Dørup hilser den nye vicedirektør velkommen:

"Jeg er utrolig glad for, at vi kan byde velkommen til Jens Bukh som ny vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland. Jens er en vellidt og erfaren kliniker og leder med gode resultater i bagagen. I de kommende års omvæltninger i sundhedsvæsenet vil der være et stort behov for stærk psykiatrifaglig ledelse, og det vil Jens bidrage med."