Ny chefsygeplejerske på Rigets afdeling for hjerne- og rygmarvsskader

Fra 1. marts tiltræder Henriette Christensen som chefsygeplejerske i Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader på Rigshospitalet.
Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og har mere end 25 års erfaring i sundhedsvæsenet.
"Mit mål er at bidrage til den fortsatte udvikling af det gode tværfaglige samarbejde på Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader. Jeg har i forskellige sammenhænge samarbejdet tæt med afdelingen, og er hver gang blevet mødt af fagligt velfunderede og imødekommende kollegaer. Dét fællesskab og den forskel som tidlig og specialiseret rehabilitering gør, glæder jeg mig til at blive en del af og bidrage til," fortæller Henriette Christensen.
Henriette Christensen er oprindelig uddannet sygeplejerske med speciale i intensivområdet. Hun har også gennemført en diplomuddannelse i ledelse og er certificeret systemisk coach.
For nogle vil hun være et kendt ansigt fra hendes tid på Afdeling for Bedøvelse og Intensiv behandling, hvor hun blandt andet har arbejdet som oversygeplejerske på det tidligere intensivafsnit Y13 på Valdemars Hansens Vej.
