Cheflæge vil skabe et sundere arbejdsmiljø i skønhedsbranchen
Cheflæge og ph.d. Marianne Kyndi fra Regionshospitalet Gødstrup står i spidsen for et forskningsprojekt, der undersøger kemihåndtering i skønhedsbranchen.
Projektet udføres i samarbejde med Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital samt arbejds- og miljømedicinske afdelinger i Aarhus, Holbæk og Bispebjerg.
Projektet, der støttes af Arbejdsmiljøforskningsfonden med 2,2 millioner kroner, skal undersøge, hvordan ansatte i branchen håndterer allergifremkaldende stoffer som akrylater.
"Vi ved ikke nok om de arbejdsmiljømæssige forhold i skønhedsbranchen. Nu vil vi gerne skabe et overblik, så vi kan forebygge risikoen for for eksempel eksem og luftvejsproblemer hos de ansatte," forklarer Marianne Kyndi.Skønhedsbranchen, især inden for negle- og vippeteknik, er i hastig vækst. Men mange af de produkter, der bruges til gel-neglelak og øjenvippeekstensions, indeholder akrylater, som kan give alvorlige allergiske reaktioner. Projektet vil undersøge, hvordan de ansatte håndterer disse stoffer, og hvordan manglen på ensartet uddannelse påvirker arbejdsmiljøet.
Lone Nordentoft Frost, formand for Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, deltager i projektets følgegruppe.