Skip to main content

Udpeget som ambassadør for nye sundhedsråd

Den tidligere departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels, er blevet udpeget af sundhedsminister Sophie Løhde som ambassadør for de kommende sundhedsråd og som opmand i forbindelse med deres geografiske inddeling.

Sundhedsrådene er en central del af sundhedsreformen fra november 2024, hvor det er politikernes plan at styrke det nære sundhedsvæsen og skabe bedre sammenhæng mellem regioner og kommuner.

For at sikre en god proces med etableringen af de 17 nye sundhedsråd har sundhedsminister Sophie Løhde valgt at udpege Per Okkels til en central rolle som både ambassadør og opmand. 70-årige Per Okkels har en solid baggrund fra sundhedssektoren, hvor han blandt andet har været departementschef i Sundhedsministeriet og regionsdirektør.

"Jeg er meget tilfreds med, at Per Okkels har sagt ja til at blive sundhedsrådsambassadør. Per har et omfattende kendskab til sundhedsvæsnet, et kæmpe netværk og mange års erfaring fra det politiske maskinrum. Jeg kan derfor ikke forestille mig en stærkere kapacitet i rollen som sundhedsrådsambassadør end ham," siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Som ambassadør får Okkels til opgave at skabe dialog med regioner og kommuner og rådgive om, hvordan sundhedsrådene kan organiseres og fungere bedst muligt. Han skal bidrage til, at samarbejdet på tværs af sektorer bliver velfungerende, og at de nye råd får en central rolle i omstillingen af sundhedsvæsenet.

"Jeg ser frem til at følge opbygningen af de nye sundhedsråd, der får en helt central rolle i omstillingen af vores sundhedsvæsen. Derfor er det også vigtigt, at samarbejdet bliver tæt og konstruktivt, når kommuner og regioner i fællesskab skal udvikle og drive fremtidens sundhedsvæsen. Det arbejde glæder jeg mig meget til at bidrage til," siger Per Okkels.

Sundhedsrådene som motor i sundhedsvæsenet

De nye sundhedsråd, som ifølge planen skal etableres i alle regioner, kommer til at bestå af politisk valgte repræsentanter fra regionsrådene og de kommuner, der ligger i hvert sundhedsråds geografiske område. Rådene får en nøglerolle i den politiske styring af sundhedsområdet, hvor de skal sikre bedre koordinering og en stærkere lokal forankring af sundhedstilbud.

Ifølge Sophie Løhde skal sundhedsrådene være "motoren i omstillingen til et mere nært sundhedsvæsen", og de bliver et centralt omdrejningspunkt i at styrke det nære sundhedsvæsen gennem forpligtende samarbejde mellem regioner og kommuner.

Opmandens rolle

Ud over ambassadørrollen skal Per Okkels fungere som opmand med ansvar for at behandle indsigelser fra kommuner og regioner om sundhedsrådenes geografiske grænser og navne. Regeringen og aftalepartierne bag sundhedsreformen er enige om en foreløbig inddeling, men kommuner og regioner kan indsende indsigelser frem til 1. juni 2025.

Opmandens opgave er at vurdere indsigelserne og derefter udarbejde et vejledende oplæg med mulige alternative løsninger. Skal grænserne eller navngivningen ændres? Sundhedsministeren træffer den endelige beslutning efter drøftelse med aftalepartierne.

Ifølge kommissoriet for opmandens rolle skal der tages hensyn til eksisterende samarbejder mellem kommuner og regioner, sundhedsplanlægning samt geografiske forhold, der kan have betydning for borgernes adgang til sundhedsydelser.

Per Okkels, 70 år

  • 2021-nu: Ekstern rådgiver i Lead Agency
  • 2021: Senior advisor i Novo Nordisk
  • 2011-2021: Departementschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Sundheds- og Ældreministeriet
  • 2008-2011: Administrerende direktør i Danske Regioner
  • 2006-2008: Regionsdirektør i Region Nordjylland
  • 1998-2007: Amtsdirektør i Nordjyllands Amt
  • 1993-1998: Sundhedsdirektør i Nordjyllands Amt
  • 1987-1993: Direktør i Ringkøbing Amt
  • 1985-1987: Kontorchef i Ringkøbing Amt
  • 1980: Uddannet cand.scient.pol. på Aarhus Universitet