Skip to main content

Sundhedsprofessorer skal rådgive Odense Kommune

De to sundhedsprofessorer Dorte Gyrd-Hansen og Mickael Bech skal lede hver deres ekspertråd om forebyggelse og forskning. Rådene skal rådgive Odense Kommune i arbejdet med at styrke forebyggelse og forbedre borgernes sundhed, så flere får flere gode leveår.

Selvom danskernes gennemsnitlige levetid stiger, oplever flere en større del af deres liv med helbredsproblemer. Det skyldes blandt andet flere kroniske sygdomme, lavere livskvalitet og udfordringer med mental trivsel og funktionsniveau. Derfor besluttede Sundhedsudvalget i Odense Kommune i slutningen af 2024 at etablere to ekspertråd, der skal bidrage med viden og anbefalinger.

Rådenes formål er at styrke forebyggelsesindsatsen og sikre, at kommunens sundhedsarbejde bygger på den bedste tilgængelige forskning. En stor del af ansvaret for sundhed ligger hos den enkelte borger, men omgivelserne spiller også en afgørende rolle. Samfundet skal indrettes, så det bliver lettere at træffe sunde valg i forhold til kost, rygning, alkohol og motion. For eksempel stiger brugen af snus og nikotinprodukter, mens kostvaner og alkoholforbrug ikke udvikler sig i den rigtige retning.

Det første ekspertråd, som Dorte Gyrd-Hansen skal lede, skal udvikle anbefalinger til konkrete forebyggende indsatser, der kan give odenseanerne flere sunde leveår og reducere uligheden i sundhed.

Dorte Gyrd-Hansen er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet og leder af Dansk Center for Sundhedsøkonomi. Hun har mange års erfaring med at analysere ulighed i sundhed og forstå, hvordan borgere, patienter og sundhedsprofessionelle handler og prioriterer. Hun har desuden været medlem af Vidensrådet for Forebyggelse siden 2015.

"Jeg brænder for at forske i sundhedsøkonomi og har brugt en stor del af min forskerkarriere med fokus på forebyggelse. Derfor sagde jeg ja til at deltage i det nye ekspertråds arbejde. Der vil helt sikkert være nogle indsatser, som vil være lige til at implementere. Og så vil der være nogle, som har et lidt længere aftræk. Mit fokus vil først og fremmest være at kigge på det, vi ved har en positiv effekt, og som relativt nemt kan omsættes til konkrete tiltag, når vi skal komme med vores anbefalinger," siger Dorte Gyrd-Hansen i en pressemeddelelse.

Det andet råd skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan forske i kommunal sundhed, så beslutninger i fremtiden også kan tages på et oplyst grundlag. Selvom forskning ikke er en kommunal opgave, så er der behov for at finde ud af, hvordan forskning kan understøtte kvalitetsudviklingen af de kommunale tilbud, så borgerne får den mest effektive og præcise hjælp. Her har professor Mickael Bech fået ansvaret for at sidde ved bordenden.

Mickael Bech er professor i sundhedsledelse og -politik på Syddansk Universitet og forhenværende forsknings- og analysechef ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og professor i sundhedsledelse ved Aarhus Universitet. Hans erfaring spænder bredt indenfor blandt andet sundhedsøkonomi, styring og sundhedsvæsenets organisering, men det er stadig med stor ydmyghed, han går ind til opgaven.

"Der bliver forsket meget i sundhed, men sjældent med udgangspunkt i de kommunale indsatser. Derfor er det relevant at kigge på, hvordan man kan forske i kommunerne, og hvad man bør forske i. Det har vi meget erfaring med på hospitalerne, hvor der er krav om at forske. Men det giver også enormt god mening at forske med et kommunalt fokus, hvor en stor del af forebyggelsespotentialet ligger," siger Mickael Bech i pressemeddelelsen.

Planen er, at begge råd skal levere en kortfattet skriftlig opsummering før sommer og en større skriftlig aflevering efter sommerferien. Herefter skal anbefalingerne fra ekspertrådet for forebyggelse kunne indgå i de politiske forhandlinger. Ligeledes skal ekspertrådet for forskning levere et inspirationskatalog, som kan omsættes til en forskningsstrategi, der kan understøtte, at Odense Kommune i fremtiden kan lave stærkere og mere solide indsatser indenfor forebyggelse og sundhedsfremme.

Ekspertrådene bliver præsenteret i forlængelse af en ny rapport fra Kraka Economics, som viser, der kan frigøres mellem 30 til 60 millioner kroner årligt i Odense Kommune ved at investere mere i tidligere og bedre forebyggelse af diabetes, KOL og gigt.

Rapporten fra Kraka og ekspertrådene skal understøtte en kommende Politik for forebyggelse og sundhedsfremme, som skal vedtages i løbet af foråret.

 

 

Blå bog - Dorte Gyrd-Hansen

2003 - I dag: Professor, Syddansk Universitet
2006 - 2007: Professor, Copenhagen Business School
2006 - 2012: Director of Research, Dansk Sundhedsinstitut (DSI)
2010 - 2013: Professor, The University of Queensland
2015 - I dag: Rådsmedlem, Vidensrådet for Forebyggelse
2018 - I dag: Rådsmedlem, Medicinrådet
2018 - I dag: Leder, Dansk Center for Sundhedsøkonomi
Blå bog - Mickael Bech

2008 - 2015: Professor, Syddansk Universitet
2015 - 2017: Direktør, KORA
2017 - 2018: Direktør, VIVE
2018 - 2020: Professor, Aarhus Universitet
2020 - 2021: Direktør, UCL
2012 - 2021: Medlem, Diabetesrådet
2021 - 2023: Analysechef, VIVE
2020 - I dag: Bestyrelsesmedlem, Psykiatrifonden
2023 - I dag: Professor, Syddansk Universitet
Medlemmer - Ekspertrådet for forebyggelse

Dorte Gyrd-Hansen: Professor, Syddansk Universitet
Jens Troelsen: Institutleder, Professor, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
Morten Sodemann: Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
Kirstine Krogholm: Sekretariatsleder, Videnscenter for forebyggelse og sundhedsfremme
Niels Sandø: Fhv. enhedschef, Forebyggelse og Ulighed, Sundhedsstyrelsen
Morten Grønbæk: Direktør, Center for Sundt Liv og Trivsel