Skip to main content

Akademikernes formand trækker sig øjeblikkeligt

På grund af svær sygdom i Lisbeth Lintz´nærmeste familie, må hun trække sig som formand for Akademikerne.

Det skriver hun på LinkedIn.

Den tidligere formand for Overlægeforeningen blev i 2022 formand for Akademikerne (AC), som er en paraplyorganisation for 28 faglige organisationer, som har det til fælles, at de organiserer medlemmer med en lang videregående uddannelse, heriblandt Foreningen af Speciallæger, FAS, som Overlægeforeningen er en del af. Akademikerne repræsenterer cirka 430.000 medlemmer.

AC-formanden er med til at forhandle de centrale overenskomstaftaler og dermed sætte rammen for alle offentligt ansattes overenskomster. 

I efteråret 2024 blev Lisbeth Lintz genvalgt for yderligere tre år. Men hun trækker sig nu med øjeblikkelig virkning.

"Jeg takker (...) af før tid pga. svær sygdom i min nærmeste familie," skriver hun i sit opslag.

Indtil der afholdes valg til formandsposten vil næstformand Sara Vergo være konstitueret formand.

Lisbeth Lintz lægger ikke skjul på, at det på flere måder er en trist opdatering, også rent fagligt:

"Kursen var sat. Mod OK26. Mod nye strategiske mål for den akademiske fagbevægelse.
 Det arbejde overlader jeg nu trygt i hænderne på en ny formand," siger Lisbeth Lintz.