Peter Sørensen overtager flere af Kim Brixens poster i sundhedsvæsenet
Peter Sørensen er udpeget af Region Syddanmark som ny repræsentant i Medicinrådet efter Kim Brixens pludselige død 28. december.
Peter Sørensen er lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland og speciallæge i onkologi. Han indtræder i det samlede Medicinråd, som blandt andet afgør, om nye lægemidler skal anbefales som standardbehandling på hospitalerne.
Samtidig overtager Peter Sørensen også posten som formand for Region Syddanmarks regionale lægemiddelråd, der rådgiver om anvendelse og implementering af lægemidler på regionens sygehuse.
Der mangler fortsat at blive udpeget en ny formand for Tværregionalt Forum for Koordination af Medicin samt en ny lægelig direktør til Odense Universitetshospital.
Peter Sørensen blev lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland i juli 2020. Han har tidligere været ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på OUH og haft en lederstilling på et hospital i De Arabiske Emirater.
Han er uddannet speciallæge i onkologi i 1999 og har en master i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.