Skip to main content

Ny klinisk professor sætter fokus på kvinders livskvalitet

Pinar Bor tiltrådte som klinisk professor i gynækologi på Institut for Klinisk Medicin 1. januar 2025 på Aarhus Universitet.

Her forsker hun i at forbedre livskvaliteten for kvinder, der lider af prolaps og urininkontinens – lidelser, som ofte opstår efter fødsler og kan have langvarige konsekvenser.

Fra 2018 til 2023 var Pinar Bor akademisk koordinator og forskningskoordinerende overlæge på Regionshospitalet Randers. Hun tiltrådte som overlæge på Afdeling for Kvindesygdomme 1. september 2023.

En af hendes centrale forskningsinteresser er at udvikle innovative og mere effektive behandlingsstrategier, der kan hjælpe kvinder tidligt i sygdomsforløbet og forbedre deres livskvalitet markant.

"Mit mål er at inddrage så mange patienter som muligt i forskningen og skabe mere individualiserede og innovative behandlingsforløb inden for urogynækologi. Det vil ikke blot forbedre den enkelte patients livskvalitet, men også medføre samfundsøkonomiske gevinster," forklarer Pinar Bor.

Hun har erfaring med multicenter randomiserede studier. Blandt de aktuelle projekter, hun er involveret i, er VAGLASER, som undersøger effekten af vaginal laserbehandling på symptomer forårsaget af udtynding af vaginalslimhinden hos kvinder i overgangsalderen.

Derudover arbejder hun med at implementere kunstig intelligens i gynækologien og deltager i et multicenterprojekt, der på fem hospitaler undersøger, om prolapsoperationer kan udføres i lokal bedøvelse uden anæstesibistand.

Professoratet giver Pinar Bor mulighed for at styrke internationale samarbejder og etablere større multicenterstudier, som kan hjælpe med at løse nogle af de urogynækologiske udfordringer, der påvirker tusindvis af kvinder.