Skip to main content

Ny cheflæge for karkirurgien i Aalborg

Morten Bollerslev Bramsen er ansat som cheflæge i Karkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Han tiltræder 1. april.

Morten Bollerslev Bramsen kommer fra en stilling som overlæge ved Karkirurgisk Afdeling på Aalborg UH, men har i de seneste måneder været ansat som medicinsk rådgiver ved Novo Nordisk i orlov fra sin overlægestilling.

"I min nye stilling vil der være et naturligt fokus på at planlægge og gennemføre afdelingens overgang til Hospitalsbyen, så vi sikrer førsteklasses patientbehandling og et godt arbejdsmiljø – både under og efter flytningen," siger han.

Morten Bollerslev Bramsen ser frem til at videreudvikle afdelingens positive kurs og sikre fortsat udvikling inden for alle dele af karkirurgien.

"Afdelingen har netop gennemgået et generationsskifte, og jeg vil arbejde på at konsolidere og videreudvikle vores profil, samtidig med at vi bevarer den stærke, eksisterende kultur. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med dygtige kollegaer og fremme et stærkt internt og eksternt samarbejde, så vi skaber de bedste rammer for både patientbehandling og medarbejderudvikling," siger han.