Novo-forsker får videnskabens Oscar

Lotte Bjerre Knudsen, seniorforsker i Novo Nordisk, er blandt årets modtagere af Breakthrough Prize, også kaldet videnskabens Oscar.
Hun hædres for sin mangeårige indsats i udviklingen af de lægemidler, der bygger på tarmhormonet GLP-1 og i dag anvendes i behandlingen af både type 2-diabetes og overvægt.
Hun deler prisen med fire andre forskere – heriblandt professor Jens Juul Holst fra Københavns Universitet – som tilsammen står bag hele kæden af opdagelser fra grundforskning til klinisk anvendelse. Breakthrough Prize er på tre millioner dollars, og hver af de fem forskere modtager 600.000 dollars, svarende til cirka 4,2 millioner kroner.
GLP-1 er et hormon, der udskilles fra tarmen efter et måltid og blandt andet øger insulinudskillelsen og dæmper appetitten. Det var Lotte Bjerre Knudsen, der hos Novo Nordisk var med til at omsætte den grundlæggende viden om GLP-1 til virksomme præparater. I dag danner hendes arbejde grundlag for en hel klasse af lægemidler, herunder Ozempic og Wegovy, der anvendes globalt og har ændret behandlingen for millioner af patienter.
Siden opdagelsen har forskningen i GLP-1 udviklet sig til et stort felt, hvor nye mulige anvendelser – eksempelvis mod Alzheimers og hjertekarsygdom – også er under afprøvning.
Prisen blev uddelt ved en ceremoni i Los Angeles den 5. april, og bag fonden står blandt andre Priscilla Chan og Mark Zuckerberg, Sergey Brin, Julia og Yuri Milner samt Anne Wojcicki. Der uddeles årligt over 100 millioner kroner i priser fra fonden.
