Skip to main content

Praktiserende læge udnævnt til ambassadør for almen praksis

Mogens Vestergaard, praktiserende læge i Grenaa og professor i almenmedicinsk epidemiologi ved Aarhus Universitet, er udpeget som regeringens ekspertambassadør for almen praksis.

Han får en central rolle i arbejdet med at realisere sundhedsreformen og skal være bindeled mellem de praktiserende læger og myndighederne.

"Mogens har med sit indgående kendskab til de praktiserende læger de helt rigtige forudsætninger for at bane vej for de gode løsninger, så vi kan styrke det almenmedicinske tilbud og gøre sundhedsreformen til virkelighed," siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Mogens Vestergaard skal sikre, at erfaringer og perspektiver fra praksisklinikker bliver inddraget i den politiske og administrative udvikling. Derudover skal han bidrage til at formidle viden om best practice og styrke dialogen om, hvordan sundhedsreformen bedst kan føres ud i livet.

"Jeg glæder mig til at bidrage til implementeringen efter bedste evne – for jeg ved, hvad almen praksis kan i dag, og hvor meget mere den vil kunne med de rette rammer og ressourcer," siger han.

Han har tidligere været medlem af Sundhedsstrukturkommissionen og har været formand for fagudvalget for social ulighed i Behandlingsrådet. Over for Medicinsk Tidsskrift har han tidligere udtalt, at "regeringen har nærmest lavet en kærlighedserklæring til almen praksis. Der er tale om en udviklingsdagsorden, hvor regeringen vil investere massivt i vores kompetencer og kerneværdier," sagde han i september 2024.