Ny cheflæge på Sjællands Universitetshospital

Maria Kondrup tiltrådte som ny cheflæge for Onkologisk Afdeling og Palliativ Enhed på Sjællands Universitetshospital den 1. juni. Hun afløser Mads Nordahl Svendsen, der har haft stillingen siden 2016.
Maria Kondrup har været ledende overlæge i afdelingen siden 2019. Hun er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2010 og har blandt andet arbejdet på Vejle Sygehus og OUH. Hun har desuden gennemført lederuddannelsen Stifinder.
I sin nye rolle får hun sammen med chefsygeplejerske Helle Gert ansvar for den medicinske kræftbehandling og specialiseret palliation i Region Sjælland. Afdelingen står overfor en større flytning til Nyt SUH i Køge i 2026 samt implementeringen af sundhedsreformen og regionens kommende struktur.
”Jeg vil gå ydmygt til opgaven og bidrage med autentisk lederskab med fokus på det gode arbejdsmiljø. Med tanke på de forestående opgaver, skal vi arbejde for et stærkt internt og eksternt samarbejde for at sikre sammenhængende patientforløb med høj faglig kvalitet for alle borgere i regionen uagtet bopæl og ressourcer,” siger Maria Kondrup.
