WHO-pris til dansk psykiater for indsats for unge med psykisk sygdom

Merete Nordentoft er blevet hædret med en af Verdenssundhedsorganisationens mest prestigefyldte priser – Sasakawa Health Prize 2025 – for sit mangeårige arbejde med tidlig indsats ved psykisk sygdom blandt unge.
Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Genève i forbindelse med Verdenssundhedsforsamlingen.
Professor Merete Nordentoft er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet. WHO fremhæver især hendes indsats for at udvikle OPUS-programmet, som hun etablerede i 1998. Programmet har revolutioneret behandlingen af unge med førstegangspsykose og bygger på opsøgende, tværfaglig behandling, hvor både familie og lokalsamfund inddrages.
”Med den rette støtte, tidligt nok, er bedring ikke kun mulig – den er sandsynlig,” sagde Merete Nordentoft i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Hun modtager prisen som én af seks personer og institutioner fra hele verden, som i år anerkendes for markante bidrag til folkesundheden. WHO lægger vægt på, at hendes tilgang har ført til konkrete forbedringer i psykiatrisk behandling – ikke mindst gennem oprettelsen af selvmordsklinikker og styrket samarbejde med frivillige organisationer.
Ud over sit arbejde med OPUS og selvmordsforebyggelse har Merete Nordentoft spillet en ledende rolle i internationale netværk. Hun var blandt andet præsident for International Early Psychosis Association fra 2014 til 2016 og har arbejdet for at udbrede viden om tidlig indsats globalt.
Sasakawa-prisen uddeles årligt og består af et diplom, en æresplakette og op til 40.000 amerikanske dollar til prismodtagerens videre arbejde.
