Ny sygeplejefaglig direktør til Randers

Rikke Petersen Ravn tiltræder som ny sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Randers den 1. august 2025.
Hun kommer fra en tilsvarende stilling i Psykiatrien ved Aalborg Universitetshospital og har tidligere været plejeboligchef i Aalborg Kommune. Derudover har hun bred ledererfaring fra psykiatrien i Region Nordjylland.
Koncerndirektør Poul Michaelsen kalder hende en strategisk stærk topleder med vigtig viden om sundhedsreformen – særligt i forhold til kommunale opgaver, der skal overgå til regionerne, og behovet for bedre sammenhæng mellem psykiatrien og det øvrige sundhedsvæsen. Han understreger samtidig, at hun matcher hospitalsledelsen godt som person og profil.
Regionshospitalet Randers er et af fem akuthospitaler i Region Midtjylland. Det har omkring 2.000 ansatte og dækker et optageområde på 220.000 borgere.
”Jeg glæder mig til samarbejdet i hospitalsledelsen og med de mange dygtige ledere og medarbejdere. Hospitalet har en stærk faglig profil og en tydelig samarbejdskultur, som jeg ser frem til at bidrage til,” siger Rikke Petersen Ravn og fortsætter:
”Som sygeplejefaglig direktør vil jeg have fokus på at omsætte sundhedsreformen til konkret handling. Vi står midt i en vigtig bevægelse, hvor behandlingen i stigende grad skal ske tæt på borgerne og hænge bedre sammen på tværs af region, kommune og almen praksis.”
Hun er uddannet sygeplejerske og har en master i offentlig ledelse. Hun blev valgt til stillingen blandt 20 ansøgere – seks var til samtale. Privat bor hun i Skørping med sin mand og deres to børn på 16 og 18 år.
