Skip to main content

Chef i sundhedsministeriet bliver direktør for Foreningen af Speciallæger

Andreas Jull Sørensen tiltræder som ny direktør for Foreningen af Speciallæger med ambitioner om at styrke medlemmernes indflydelse i en tid med store forandringer i sundhedsvæsenet.

Foreningen af Speciallæger (FAS) får fra 1. august 2025 ny direktør i skikkelse af Andreas Jull Sørensen, der kommer fra en stilling som afdelingschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Han afløser Kasper Axel Nielsen, der går på pension efter knap 30 års ansættelse i FAS, heraf de seneste 17 år som direktør.

Andreas Jull Sørensen er 52 år og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Han har de seneste år været ansvarlig for områder som det nære sundhedsvæsen, psykiatri, forebyggelse og digitalisering. Det betyder, at han har haft fingrene dybt nede i mange af de indsatser, som netop nu er i spil i forbindelse med sundhedsreformen.

"Andreas Jull Sørensen er en erfaren leder, som vil bidrage med stor indsigt i sundhedsvæsenet og med et strategisk overblik, der vil ruste Foreningen af Speciallæger til de store forandringer, der er på vej i sundhedsvæsenet. Jeg glæder mig meget til samarbejdet," siger Susanne Wammen, formand for FAS, i en pressemeddelelse.

Andreas Jull Sørensen selv ser frem til at træde ind i en organisation med mange dedikerede medlemmer:

"Hele sundhedsvæsenet er i fuld gang med en stor og udfordrende omstilling. Det giver overlægerne og de praktiserende speciallæger mulighed for at præge udviklingen og bidrage til, at alle borgere får et bedre sundhedsvæsen. Udviklingen vil stille store krav til os, og jeg glæder mig meget til at bidrage til, at FAS’ medlemmer får den nødvendige indflydelse," siger han i pressemeddelelsen fra FAS.

FAS har i alt 9.340 medlemmer og fungerer som paraply for blandt andet Overlægeforeningen og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS). Organisationen er en af de tre forhandlingsberettigede i Lægeforeningen og står foran vigtige forhandlinger og opgaver i de kommende år, ikke mindst med sundhedsreformen og OK26 i horisonten.

Andreas Jull Sørensen er gift med Anne Sofie Simonsen og far til Bastian på 19 år og Jacob på 18 år.