Ny vicedirektør på Rigshospitalet med ansvar for Neurocentret

Marie Storkholm bliver fra 1. september 2025 ny vicedirektør på Rigshospitalet med særligt ansvar for Neurocentret.
Hun kommer fra en stilling som cheflæge på Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet i Horsens og bringer både ledelseserfaring, forskning og arbejdsmiljøarbejde med sig til hovedstaden.
Marie Storkholm har gennem syv år været cheflæge i Horsens og har sideløbende opbygget en solid forskningsprofil med en ph.d. i forandringsledelse fra Karolinska Instituttet. Hun har desuden bidraget til bøger og podcasts om ledelse og fik i 2020 Arbejdsmiljøprisen fra Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik for sit arbejde med at skabe udviklingskultur i afdelingen.
”Vi er midt i en tid med kæmpe omvæltninger. Sundhedsreformen sætter en klar retning og kan blive en løftestang for at forbedre kvalitet for alle patienter. Og på Rigshospitalet skal vi arbejde med ny profil, kædeansvar og afvikling af behandlinger, som ikke giver nok effekt. Det er store og vigtige forandringer, jeg meget gerne vil bidrage til,” siger hun.
Fokus på frisættelse og fællesskab
Marie Storkholm fremhæver frisættelse, samarbejde og arbejdsmiljø som nøgletemaer for sin ledelse.
”Det kræver, at vi tør tale åbent om det, der er svært, og finder løsninger sammen på tværs af fag, hierarki og organisatoriske grænser. Jeg tror meget på frisættelse som metode til at skabe gode løsninger.”
Hun vil arbejde for, at Neurocentret aktivt bidrager til Rigshospitalets overordnede retning og at medarbejderne samtidig kan være hele mennesker undervejs.
Direktøren: Hun styrker transformationskraften
Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang glæder sig til at få Marie Storkholm med i direktionen.
”Marie kommer med et stærkt blik på den patientnære kernedrift, samtidig med at hun er en central aktør ind i de ledelsesformer, som vi skal styrke, hvis vi skal lykkes med Rigshospitalets og sundhedsvæsnets transformationsproces.”
Han fremhæver hendes evne til at se strategisk på, hvordan sundhedsvæsenet skal forandre sig – og understreger, at de nødvendige kompetencer til transformation ikke er noget, man lærer i sin grunduddannelse, men noget, man skal træne og udvikle løbende.
Marie Storkholm er 47 år og bor i Risskov. Hun vil pendle til Rigshospitalet og være hjemme i Aarhus i weekenden. Hun er gift og har tre større børn. I fritiden dyrker hun yoga, vinterbadning og tager på surfture.
