Ny cheflæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på OUH

Bertel Vinten Understrup bliver ny cheflæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital fra 1. september 2025.
Han vender dermed tilbage til en afdeling, han kender særdeles godt – men denne gang som leder.
Bertel Vinten Understrup har i en årrække arbejdet på Ortopædkirurgisk Afdeling på OUH, blandt andet som overlæge og som uddannelseskoordinerende overlæge. Senest har han haft en delestilling med både klinisk arbejde og ansvar for lægers videreuddannelse på hospitalet.
Siden 2020 har han dog især haft base i Kriminalforsorgen, hvor han som ledende overlæge og områdechef har haft ansvar for sundhedsindsatsen på 29 institutioner i Jylland og på Fyn – med godt 80 medarbejdere og cirka 3.200 indsatte.
”Jeg kan godt lide, når man skal tænke anderledes for at komme godt i mål. I Kriminalforsorgen lå der et stort organisatorisk arbejde i at hjemtage sundhedsopgaven og skabe en ny struktur, der samtidig lever op til patientrettigheder og faglighed,” siger han.
Tilbage til fagligheden og det nye OUH
Den erfarne ortopædkirurg ser frem til at vende tilbage til sit speciale og være med til at præge fremtidens ortopædkirurgi i de nye rammer på OUH.
”Jeg glæder mig til at bruge min fag-faglighed igen og min ledelseserfaring til at sikre patienterne den behandling, de forventer og har ret til. Jeg kender stadig mange folk og deres kvaliteter på Ortopædkirurgisk Afdeling og vil glæde mig til at understøtte dem som cheflæge.”
Særligt flytningen til det nye OUH og sundhedsreformens fokus på tværsektorielt samarbejde motiverer ham.
”De nye fysiske rammer er en kvalitet i sig selv, og der er tænkt nye arbejdsgange ind, som jeg ser frem til at være med til at forme. Jeg vil gerne bidrage til at udnytte ressourcerne effektivt til gavn for patienterne – og være med til at sikre, at viden ikke tabes i overgangen mellem sektorer,” siger han.
Han beskriver sig selv som en leder, der foretrækker at fokusere på, hvordan en opgave skal løses – frem for at diskutere, hvorfor den skal løses.
”Vi er en politisk styret organisation, og vores opgave er at løse de opgaver, vi har, inden for den ramme der er sat.”
Stærk kombination af erfaring og nye perspektiver
Kontaktdirektør Mathilde Schmidt Petersen ser frem til samarbejdet:
”Bertel er god til at se tingene fra en ny vinkel og løse de opgaver, han står overfor – og hans erfaring med at se OUH udefra er et stærkt kort netop nu, hvor vi skal gribe sundhedsreformen, der kræver et nyt og tættere samarbejde med primærsektoren.”
Bertel Vinten Understrup skal lede Ortopædkirurgisk Afdeling sammen med chefsygeplejerske Malene Mink Kristensen.
Privat bor han i Odense med sin hustru Karen og deres tre børn, Holger på 14 år, Ingrid på 17 og Albert på 19.
