Skip to main content

Ny adm. direktør for Danmarks Apotekerforening

Lars Pram tiltræder 1. oktober 2025 som administrerende direktør i Danmarks Apotekerforening.

Han kommer med solid erfaring fra flere store medlemsorganisationer og skal stå i spidsen for at styrke apotekernes rolle i det nære sundhedsvæsen.

Den 54-årige cand.scient.pol. kommer fra en direktørstilling i Dansk Sygeplejeråd, hvor han har siddet siden 2018. Tidligere har han været direktør for Forbrugerrådet Tænk og for Kost & Ernæringsforbundet.

”Lars er en erfaren topleder og kommer til Apotekerforeningen med stor indsigt i sundhedsvæsenet, et strategisk overblik og solid erfaring i at drive en medlemsorganisation,” siger formand Jesper Gulev Larsen.

Vil styrke apotekernes sundhedsrolle

Selv lægger Lars Pram vægt på, at apotekerne skal have en tydeligere rolle i fremtidens sundhedsvæsen.

”Jeg glæder mig til i min nye stilling at være med til at fremme, at apotekerne skal spille en endnu stærkere rolle i sundhedsvæsenet – til gavn for borgerne og det nære sundhedsvæsen. Og så glæder jeg mig til samarbejdet med bestyrelse, medlemmer og sekretariat i en af landets mest markante brancheorganisationer.”

Lars Pram har desuden en Executive Bestyrelsesuddannelse fra CBS og en Executive Master Degree in Relational Leadership and Organisational Development. Han afløser Anders Kretzschmar, som går på pension.