Skip to main content

Ny cheflæge i Urinvejskirurgi på AUH

1. august 2025 tiltrådte ledende overlæge Jakob Kristian Jakobsen som ny cheflæge i Urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital.

Jakob har siden 2007 været tilknyttet Urinvejskirurgi som henholdsvis reservelæge, ph.d.-studerende, afdelingslæge, overlæge og senest som ledende overlæge siden efteråret 2024.

Han er desuden engageret i flere regionale, nationale og internationale forskningsnetværk og deltager også aktivt i faglige foreninger inden for urologien.

Om ansættelsen af Jakob Kristian Jakobsen som ny cheflæge siger lægefaglig direktør på AUH Michael Braüner Schmidt:

"Vi er i hospitalsledelsen glade for, at Jakob nu bliver cheflæge i Urinvejskirurgi. Han har allerede vist, at han både har det faglige overblik og de ledelsesmæssige kompetencer til at videreudvikle specialet i tæt samarbejde med den øvrige ledelse og medarbejderne. Jakob er samtidigt et kendt ansigt i afdelingen og en yderst sympatisk leder med en stærk samarbejdsånd. Han formår at skabe følgeskab på tværs af faggrupper – altid med patienten som fælles omdrejningspunkt."

AUH Urinvejskirurgi har et stærkt klinisk og forskningsmæssigt fundament og varetager blandt andet seks forskellige kræftpakker, nyretransplantationer og højtspecialiseret børneurologi.

Jakob Kristian Jakobsen ser frem til at fortsætte arbejdet i sin nye rolle:

"Afdelingen er fyldt med dygtige og engagerede medarbejdere, og jeg ser frem til at blive en del af afdelingsledelsen og sammen med medarbejderne videreudvikle afdelingen med fokus på faglig kvalitet, trivsel og stærkt samarbejde på tværs af alle faggrupper."