Ny direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland

Dan Brun Petersen er konstitueret som direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland fra den 19. august 2025.
Han kommer fra en stilling som lægefaglig vicedirektør ved Holbæk Sygehus og har en baggrund som speciallæge i akutmedicin. Tidligere har han også været ansat i Sundhedsstyrelsen.
Regionsdirektør Mette Touborg fremhæver, at han bringer en stærk kombination af lægefaglig indsigt og ledelseserfaring med sig:
"Dan kommer med en meget alsidig lægefaglig baggrund, tung ledelseserfaring og bred indsigt i mange grene af sundhedsvæsenet. Dermed er han oplagt til at føre udviklingen videre i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland."
Hun understreger, at ulighed i sundhed er en central udfordring:
"I Region Sjælland vil vi sikre alle borgere et kvalificeret tilbud om lægehjælp tæt på deres bopæl, uanset hvor de bor. Men vi kan ikke gøre det alene, for ulighed i sundhed er en fælles udfordring. Jeg er overbevist om, at Dan mestrer den kunst det er både at gå forrest og sikre, at alle er med, når vi i den kommende tid både skal udvikle almen praksis og etablere Sundhedsråd."
Dan Brun Petersen ser frem til at stå i spidsen for arbejdet med sundhedsreformen, hvor Region Sjælland spiller en særlig rolle:
"Region Sjælland er der, hvor alle udfordringer mødes. Her er i nogle områder langt mellem husene og endnu længere mellem lægerne. Men jeg har samtidig en oplevelse af, at Region Sjælland sidder med alle esserne, når det kommer til praktisk erfaring med, hvad der virker og hvad der ikke virker. De erfaringer glæder jeg mig til at være med til at bære videre både på kort sigt og ind i dannelsen af Region Østdanmark."
Han tiltræder som konstitueret direktør den 19. august og forventes at fortsætte i rollen frem til udgangen af 2026, hvor den nye organisation for Region Østdanmark skal træde i kraft.
