Skip to main content

Overlæge indtræder i Folketinget for Konservative

Overlæge Joachim Hoffmann-Petersen fra Svendborg Sygehus indtræder som stedfortræder i Folketinget for de konservative , efter at Mai Mercado har måttet sygemelde sig med brystkræft.

Hun ringede selv til sin partifælle med beskeden: "Torsdag aften ringede Mai Mercado og fortalte, at hun skulle gennem et længere brystkræftforløb. Jeg holder meget af Mai, så det var noget af en chok. Jeg ønsker hende god bedring og alt godt. Hun er supersej, så det skal nok gå. Det betyder, at jeg bliver indsupleret i Folketinget på et tidspunkt i september," skrev Hoffmann-Petersen efterfølgende på LinkedIn.

Joachim Hoffmann-Petersen er lægelig chef for intensivafdelingen i Svendborg og tidligere formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin. Han har desuden siddet fire år i Odense Byråd og er i efteråret spidskandidat for Konservative til regionsrådsvalget i Syddanmark. Han beskriver sig selv som en "bramfri sundhedsdebattør".

Med pladsen i Folketinget følger ordførerskaber, foreløbig på forsvarsområdet. Til Dagens Medicin siger han: "Politik handler blandt andet om at kunne sætte sig ind i lange, komplekse tekster, og med en baggrund som læge og en formel uddannelse i ledelsesteori via en master i offentlig ledelse, er det ikke en opgave, som bekymrer mig. Men det er dog en opgave, jeg går til med stor ydmyghed."

Efteråret bliver travlt, da der både venter regionsrådsvalg den 18. november og genoptræning efter en skulderoperation. Han kommenterer med et glimt i øjet: "Det er nemmere at være politiker med én arm, end anæstesilæge med én arm."

Konservatives formand Mona Juul skriver på LinkedIn, at det berører hende dybt, at hendes "nære kollega og ven" Mai Mercado er blevet ramt af brystkræft: "Nu gælder en anden vigtig kamp. En hård og krævende tid. Det klarer hun. For Mai er en kæmpe fighter."

Folketinget forventes at godkende sygemeldingen og indtrædelsen i starten af september, og dermed står Hoffmann-Petersen på spring til at træde ind i landspolitikken.