Skip to main content

Hæderspris til kræftforsker på Aarhus Universitetshospital

Professor i onkologi Jens Overgaard har modtaget Kræftens Bekæmpelses Hæderspris ved Danske Kræftforskningsdage.

Den 79-årige forsker hædres for mere end et halvt århundredes arbejde med stråleterapi og for at have været blandt de mest citerede kræftforskere i verden.

Overgaard var med til at etablere Danske Multidisciplinære Cancer Grupper og Danish Comprehensive Cancer Center. Hans dokumentation af kræft som en tidskritisk sygdom fik afgørende betydning for, at akut kræft i dag er en politisk realitet, som banede vejen for de nationale kræftpakker.

Formanden for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, sagde ved prisoverrækkelsen:

"Han har bevist, at man kan samle forskere på tværs af landet i en fælles indsats, styrke kvaliteten af kræftbehandlingen og skabe markant bedre behandlingsresultater. Hans engagement som forsker, nationalt og internationalt, har været enestående og inspirerende for os alle, og hans stærke fokus på at forebygge kræft og sikre bedre behandling af sygdommen har gjort en stor forskel for mange tidligere, nuværende og kommende mennesker ramt af kræft."

Hun mindede også om et særligt øjeblik i 2007 på Christiansborg:

"Jeg husker, hvordan du viste to scanningsbilleder af den samme patient. På det første billede så man en tumor i kæben, på det andet billede, taget kun 19 dage senere, havde kræften spist en fjerdedel af kæben. Da du afslørede, at der blot var gået 19 dage, gik der et gisp gennem salen. Og på dit sidste slide stod der: 'Kræft er en akut sygdom.' Det budskab ændrede den politiske dagsorden og har siden banet vejen for kræftpakkerne."

Ved modtagelsen kvitterede Jens Overgaard selv med ordene:

"Fra vi lallede igennem tingene, til vi fik det første spark med den første kræftplan, har jeg set en helt utrolig udvikling. Og det skyldes den fælles indsats, vi har haft i Danmark. At se de mange mennesker her i dag viser, at sagen har fået en plads i befolkningen, som vi kan være stolte af."

Han benyttede også anledningen til at fremføre et klart budskab:

"Hvis du nu kan fjerne smøgerne, hvor ville vi komme hen i Danmark? Jeg mener det helt alvorligt: Tobak skal på recept. Der er ingen, der har brug for det, der er ingen, der savner det – og så kan vi få det ud af systemet. Hvis du gjorde det, så ville jeg stemme på dig næste gang."