Ny kursusleder for lægeuddannelsen i Gødstrup

Professor Torben Bæk Hansen er fra 1. oktober ansat som kursusleder på kandidatuddannelsen i medicin på Regionshospitalet Gødstrup.
Han skal stå i spidsen for arbejdet med at udvikle og koordinere undervisning og kliniske ophold på Aarhus Universitets nye kandidatuddannelse i medicin i Herning og Gødstrup.
Arbejdet med at skabe de bedste rammer for den nye lægeuddannelse er i fuld gang, og med ansættelsen af en erfaren kursusleder er endnu et stort skridt taget. Fra efteråret 2029 kan de første 30 medicinstuderende fra Aarhus Universitet påbegynde deres kandidatuddannelse i Herning og Gødstrup. De vil, i de tre år kandidatuddannelsen tager, skiftevis få undervisning i det nye sundheds- og uddannelseshus Sund+ i Herning og være på praktikophold på Regionshospitalet Gødstrup.
Netop derfor er det en fordel, at den nye kursusleder har indgående kendskab til hospitalet. Torben Bæk Hansen har gennem mange år arbejdet på hospitalets ortopædkirurgiske afdeling – først i Holstebro og siden i Gødstrup – og han har siden 2013 været semesterkursusleder på 6. semester på medicinuddannelsen på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
"Jeg er meget glad for, at vi med Torben Bæk Hansen får en yderst erfaren og kompetent kursusleder med på holdet. Torbens mangeårige engagement i uddannelsen og hans store kendskab til både de studerende og uddannelsesstrukturen er en stor styrke. Jeg ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde om udviklingen af kandidatuddannelsen i Medicin på Regionshospitalet Gødstrup," siger Vibeke Røn Noer, uddannelseschef på hospitalet.
Torben Bæk Hansen ser frem til at udvide sit fokus: "Jeg glæder mig til at arbejde mere tværgående med lægeuddannelsen, end jeg gjorde som semesterkursusleder, hvor fokus primært har været på udviklingen af et enkelt semester. Vi skal i Gødstrup-ordningen lave en uddannelse, der bidrager med høj kvalitet i uddannelsen af læger på Aarhus Universitet, og hvor vi blandt andet på grund af holdenes størrelse vil kunne tilbyde mere patientnær undervisning i små hold," siger han.
Når ordningen er fuldt udbygget, vil 180 studerende have deres kandidatuddannelse knyttet til hospitalet. Lægefaglig direktør Jens Friis Bak kalder det en stor mulighed: "Den nye lægeuddannelse i Herning og Gødstrup vil give flere studerende mulighed for at få en sammenhængende kandidatuddannelse på et højt niveau uden for Aarhus. Forhåbentlig får mange lyst til at videreuddanne sig lokalt i et hospitalsspeciale eller i almen medicin, når de har færdiggjort lægestudiet," siger han.
Også uddannelseschef Vibeke Røn Noer ser store perspektiver i placeringen: "Kandidatuddannelsen ligger godt i tråd med Regionshospitalet Gødstrups stærke tradition for tværfaglig uddannelse. Vi har i mange år arbejdet målrettet med at skabe læringsmiljøer, hvor studerende fra forskellige sundhedsuddannelser lærer sammen i klinisk praksis. Det er en kultur, vi er stolte af, og som vi nu får mulighed for at videreudvikle. Derfor giver det rigtig god mening, at vi bidrager til at gentænke, hvordan fremtidens læger skal uddannes."
