Udredning af demens hædret med forskningspris

Hanne Gottrup, overlæge ved Aarhus Universitetshospital, modtog 30. september Alzheimer-Forskningsfondens kliniske forskerpris 2025 for sin mangeårige indsats for at forbedre kvaliteten af demensudredning og behandling i Danmark.
Hanne Gottrup har forsket i signalstoffer i hjernen, validering af kliniske skalaer og betydningen af fysisk træning for mennesker med demens. Hun var allerede i 2011 med til at udarbejde forløbsprogrammer i Region Midtjylland og har siden haft en central rolle i Sundhedsstyrelsens arbejde med nationale kliniske retningslinjer. Som formand for Danmarks Kliniske Kvalitetsdatabase for Demens (DanDem) har hun siden 2020 været en drivkraft i arbejdet for at hæve kvaliteten på tværs af landets demensudredende enheder.
I en videohilsen sagde hun: "Jeg er utrolig glad for at blive tildelt Alzheimer-Forskningsfondens kliniske forskerpris. Det betyder meget for det arbejde, jeg er en del af, og for den anerkendelse, jeg har fået. Nu er jeg jo jyde, så I får mig ikke til at sige, at jeg er stolt – men jeg er glad for at kunne gøre en forskel i udredningen, hvor jeg har min særlige interesse. Det er vigtigt, at der er nogen, som på et fagligt og sagligt grundlag kan pege på, at her kan vi blive bedre. Jeg håber, at fokus på kvalitet kan være med til at forbedre forholdene for mennesker med demens – og for dem, der frygter, at de er ved at miste kognitive evner."
