Skip to main content

Ny cheflæge på Rigshospitalets kræftafdeling

Efter kun få måneder på Nordsjællands Hospital er Mads Nordahl Svendsen rykket videre til Rigshospitalet som ny cheflæge for Afdeling for Kræftbehandling.

Her vil han gøre de store politiske visioner forståelige og brugbare i den kliniske hverdag.

Han nåede kun at tage turen nordpå til Hillerød i fire måneder, før han nu skifter retning mod København. For Mads Nordahl Svendsen blev den korte tid som cheflæge på Nordsjællands Hospital et afsæt til noget større: et job i spidsen for en af landets mest specialiserede kræftafdelinger.

”Ked af at forlade gode kolleger på Nordsjællands Hospital efter så kort tid. Glad og stolt over at blive en del af denne fantastiske afdeling på Rigshospitalet! Ydmyg ved tanken om at skulle lede så store faglige kapaciteter og stolte traditioner,” skriver han på LinkedIn.

Den 1. oktober satte han sig i stolen som ny cheflæge for Afdeling for Kræftbehandling, hvor han afløser professor Ulrik Lassen, der efter ni år i chefstolen i sommer valgte, at han ville træde tilbage. Ulrik Lassen havde siden årsskiftet reflekteret over, om han ønskede at bestride rollen som cheflæge samtidig med sit professorat på Københavns Universitet.

I sit nye kontor med udsigt til Panum taler Mads Nordahl Svendsen om at bygge bro mellem Christiansborgs reformplaner og hverdagen på gangene i afdelingen.

”De politiske processer, beslutninger og ambitioner er jo offentligt tilgængelige, så alle kan gå ind og læse dem. Men som ledere har vi en vigtig opgave i at oversætte dem, så de giver mening for vores medarbejdere. Altså at kunne forklare den enkelte: ’Hvad betyder det for mig og min hverdag?’” siger han til Rigshospitalets hjemmeside.

Han beskriver sig selv som en kreativ og energisk leder, der vil skabe tryghed i en tid med forandringer. ”Stabilitet er ikke det samme som stilstand, men den betyder, at vi har en idé om, hvad vi navigerer efter,” siger han. For ham handler det om dialog, sammenhold og en fælles retning, hvor politik bliver omsat til praksis – og praksis bliver hørt i politik.

Som tidligere cheflæge på Nordsjællands Hospital satte Mads Nordahl Svendsen fokus på, hvordan kræftbehandling hænger sammen med ældremedicin, multisygdom og palliation. ”Det er i silotænkningen, at vores nuværende sundhedsvæsen kommer til kort. Hvem bliver særlig klemt af silotænkningen? Det gør ældre patienter med flere samtidige sygdomme. Hvis vi vil det til livs, er vi nødt til at gøre noget andet end det, vi gør nu. Vi bliver nødt til at se på tværs,” sagde han til Onkologisk Tidsskrift i sommer.

Han ser det som sin vigtigste opgave at fastholde det høje niveau i kræftbehandlingen, samtidig med at forskelle i sundhed og adgang til behandling bliver mindre. ”I 20 år har vores opgave været at øge overlevelsen for kræftpatienter. Nu skal vi fastholde den overlevelse samtidig med, at vi skal nedbringe uligheden i, hvem der får glæde af vores sundhedstilbud,” sagde han i samme interview.

Med en baggrund som speciallæge i klinisk onkologi, ph.d. og master i offentlig ledelse med en masteropgave om sundhedsreformen bringer Mads Nordahl Svendsen både faglig og strategisk ballast til Rigshospitalet. Privat bor han i Roskilde med sin hustru, Lone, som er kunsthistoriker. Sammen har de tre voksne børn, og når kalenderen tillader det, bruger han tiden på friluftsliv og på arbejdet i Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse.