Hudforsker modtager Skou-prisen

Lektor på Institut for Klinisk Medicin Lise M. Lindahl modtager Aarhus Universitets Jens Christian Skou-prisen. Med prisen følger 100.000 kroner til hendes forskning i lymfekræft i huden.
Jens Christian Skou-prisen uddeleles hvert år til en af de mest lovende forskertalenter indenfor sundhedsvidenskab.
Lise M. Lindahl modtog tirsdag officielt prisen for sin forskning inden for lymfekræft i huden. Hun har blandt andet udviklet en molekylær markør, der kan forudsige både sygdomsudvikling og dødelighed på diagnosetidspunktet.
Markøren åbner for muligheden for at tilbyde patienterne en mere skræddersyet og effektiv behandling.
Lise M. Lindahl har også dokumenteret, hvordan antibiotikabehandling kan bremse symptomerne hos patienter med fremskredne stadier af lymfekræft i huden.
Institutleder Jørgen Frøkiær fra Institut for Klinisk Medicin kalder Lise M. Lindahl for en forsker i særklasse.
”Lise M. Lindahl er en sand pioner, og det er meget velfortjent, at hun modtager Skou-prisen. Hun har demonstreret sit ekstraordinære talent og kreativitet i sin forskning og har etableret sit eget forskningsfelt her på Aarhus Universitet, og hendes arbejde giver konkret håb om bedre behandling for patienterne,” siger Jørgen Frøkiær, der har indstillet Lise M. Lindahl til Jens Christian Skou-prisen.
