Ny cheflæge på Aalborg Universitetshospital

Aalborg Universitetshospital har ansat Mette Esbjørn som cheflæge i Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling. Hun tiltræder 1. november 2025 og fortsætter samtidig som cheflæge i Afdeling for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme.
Mette Esbjørn har tidligere været cheflæge på Medicinsk Afdeling ved Regionshospital Nordjylland og er i gang med en masteruddannelse i Public Governance.
“Afdelingen har et stærkt fagligt fundament og engagerede medarbejdere, og mit fokus bliver at bygge videre på dette gennem fortsat udvikling af kvalitet, forskning, sammenhængende patientforløb samt et godt arbejds- og uddannelsesmiljø. Sammen skal vi styrke afdelingens position som et innovativt, forskningsaktivt og samarbejdende miljø med høj faglighed og trivsel,” siger hun.
Hun peger på, at hun vil bidrage strategisk til afdelingens fortsatte udvikling i en tid med store forandringer, herunder flytningen til Hospitalsbyen og implementeringen af strukturreformen.
“Da jeg også fortsætter som cheflæge i Afdeling for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme, ser jeg frem til at udnytte synergierne mellem de to afdelinger til gavn for patienter og medarbejdere,” siger hun.
