Ny cheflæge på Radiologisk Afdeling i Odense

1. januar 2026 tiltræder Maja Lynge Fransen som ny cheflæge for Radiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
Hun har været en fast del af afdelingen siden sin introduktionsstilling i 2013 og kommer senest fra rollen som uddannelsesansvarlig ledende overlæge.
Maja Lynge Fransen har altid haft interesse for ledelse i et uddannelsesperspektiv, men har – lige siden cheflæge Ib Erik Jensen gik på pension 1. maj – også haft delt lægefagligt ansvar på Radiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
Erfaringerne fra perioden som midlertidig del af ledelsen har givet hende lysten til at træde helt til som cheflæge.
"Jeg har altid haft interessen for ledelse – men primært med fokus på uddannelse, hvor jeg har været drevet af lysten til at skabe udvikling, fællesskab og trivsel. Men nu har jeg fået øjnene op for, at det også i høj grad er noget af det, der ligger i rollen som cheflæge," siger Maja Lynge Fransen og fortsætter:
"Jeg drives af fællesskabet og vil gerne styrke og udvikle afdelingen, så den fortsætter med at være kendt for et højt fagligt miljø og det gode, kollegiale sammenhold."
Nysgerrigheden for lægelig ledelse og ambitionen om at være med til at udvikle og flytte afdelingen har også ført til en Master in Public Management ved Syddansk Universitet. Hendes masterafhandling handlede om speciallægeuddannelsen i radiologi med fokus på flytningen til det nye Odense Universitetshospital.
"Vi står med nogle spændende, store opgaver med blandt andet sundhedsreformen og flytningen ud på det nye Odense Universitetshospital, hvor vi skal ændre os med nye arbejdsgange og samtidig have både vores stærke faglighed med og sikre en god trivsel. Det er noget af det, jeg synes er spændende at dykke ned i," forklarer Maja Lynge Fransen.
Lægelig direktør Bjarne Steen Dahler-Eriksen glæder sig over at kunne byde hende velkommen som cheflæge:
"Maja Lynge Fransen er godt klædt på til de opgaver, afdelingen står overfor, da hun både kender afdelingen og afdelingens drift indgående og har etableret et velfungerende makkerskab med chefradiograf Ulla Jensen. Samtidig kommer hun med et stort engagement og har med sin masteropgave om flytningen af Radiologien til det nye Odense Universitetshospital allerede forberedt sig i særlig grad på netop dén store opgave."
