Skip to main content

Ny cheflæge i Akutafdelingen i Gødstrup

Britta Ørnfelt Lund bliver ny cheflæge i Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup.

Hun kommer fra en stilling som uddannelsesansvarlig overlæge i Akutafdelingen på Esbjerg Sygehus og tiltræder den 1. marts 2026.

Britta Ørnfelt Lund er speciallæge i både almen medicin og akutmedicin og har en bred klinisk baggrund kombineret med stærke ledelsesmæssige kompetencer. Siden 2017 har hun arbejdet i akutmodtagelser og opbygget solid ledelseserfaring fra funktioner som overlæge, beredskabschef, arbejdsmiljøleder og uddannelsesansvarlig. Dertil kommer en master i offentlig ledelse samt erfaring med udviklingsprojekter, sundhedsberedskab, kvalitetsarbejde og undervisning. Hun har desuden bidraget til den seneste udgave af Akutbogen.

Akutafdelingen er en af hospitalets mest komplekse enheder og fungerer som det centrale knudepunkt i det akutte beredskab. Afdelingen har ansvar for visitation, tidlig udredning, tværfaglig vurdering og iværksættelse af den første behandling for akutte patienter døgnet rundt. I tæt samarbejde med hospitalets øvrige specialer er afdelingen med til at sikre et sammenhængende patientflow og spiller en vigtig rolle i udviklingen af trygge, effektive og bæredygtige akutte patientforløb.

Lægefaglig direktør Jens Friis Bak siger på hospitalsledelsens vegne:

"Vi er meget glade for at byde Britta Ørnfelt Lund velkommen i rollen som cheflæge i Akutafdelingen. Hun kommer med en stærk kombination af klinisk tyngde, strategisk blik og stor erfaring i ledelse og samarbejde. Brittas engagement i arbejdsmiljø, patientsikkerhed og udviklingen af akutmedicin passer særdeles godt til vores ambitioner for afdelingen. Vi ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde".

"Jeg ser frem til at bidrage til Akutafdelingens fortsatte udvikling og til at skabe de bedste rammer for både patienter og medarbejdere. Det akutte arbejde kræver stærkt samarbejde, tydelig prioritering og et fælles fokus på kvalitet og trivsel. Det vil jeg gerne være med til at styrke yderligere," siger Britta Ørnfelt Lund.

Britta Ørnfelt Lund bor i Horsens med sin familie. Sammen med chefsygeplejerske Mette Frøjk vil hun udgøre den nye afdelingsledelse i Akutafdelingen.