Skip to main content

Ny klinisk professor i børneurinvejskirurgi 

Yazan F. Rawashdeh er ansat som klinisk professor i børneurinvejskirurgi på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital. Han tiltrådte professoratet den 1. januar 2026.

Han har gennem mange år forsket i sjældne medfødte urologiske sygdomme hos børn og i, hvordan sygdommene påvirker børn og deres familier både på kort og lang sigt.

Forskningen spænder fra kliniske studier til genetiske, hormonelle og miljømæssige analyser med særligt fokus på sygdommenes udvikling, deres langsigtede konsekvenser og børnenes livskvalitet efter behandling.

"Professoratet giver mig mulighed for at styrke et fagområde, som er højt specialiseret og præget af sjældne og komplekse tilstande. Det skaber bedre rammer for samarbejde og for udvikling af mere ensartede og målrettede behandlinger," siger Yazan F. Rawashdeh.

Han deltager blandt andet i internationale forskningsprojekter om sammenhængen mellem genetik, miljøpåvirkninger og hypospadi – en medfødt misdannelse hos drenge, hvor urinrøret munder ud på undersiden af penis i stedet for i spidsen. Derudover arbejder han med udvikling af fælles europæiske retningslinjer for diagnostik og behandling.

Forskningen har særlig betydning for børn med sjældne medfødte misdannelser i urinvejene og deres familier.