Ny klinisk professor i sygdomme i skjoldbruskkirtlen

Lars Rolighed er fra 15. januar ansat som klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Han har i en årrække forsket i sygdomme i skjoldbruskkirtlen og biskjoldbruskkirtlerne med fokus på udredning, behandling og konsekvenser af behandlingen. Biskjoldbruskkirtlerne ligger ved siden af skjoldbruskkirtlen foran på halsen, og selv små hormonændringer kan have stor betydning for patienternes livskvalitet.
Ifølge Lars Rolighed er der behov for en høj grad af individualiseret behandling og løbende forskning på området.
"Professoratet er et skulderklap efter mange års arbejde med disse patienter og sygdomme. Jeg håber, at det kan bidrage til øget opmærksomhed, bedre behandlinger og mere forskning til gavn for kommende patienter," siger Lars Rolighed.
Han leder blandt andet studier af, om fluorescerende lys kan forbedre resultaterne af kræftoperationer på halsen, og om mindre kræftknuder i skjoldbruskkirtlen kan behandles med varme. Flere af projekterne gennemføres som lodtrækningsstudier med patienter henvist til afdelingen.
Arbejdet har som mål at forbedre behandlingen for patienter med sygdomme i halsens kirtler både nationalt og internationalt.
