Skip to main content

Modtager millioner  til forskning i Parkinsons

Lektor Steffen Sinning fra Institut for Retsmedicin har modtaget 2.300.000 kr. fra Lundbeckfondens Experiment Grant-program, som støtter nyskabende forskning inden for neurovidenskab og beslægtede områder.

Steffen Sinning modtager pengene til projektet “Real-time quantification of serotonin dynamics in vivo and in vitro”.

I projektet skal forskerne udvikle en ny biologisk sensor, der kan måle niveauet af signalstoffet serotonin i hjernen meget præcist og i realtid. I modsætning til tidligere metoder kan den nye teknologi give mere stabile og pålidelige målinger i levende dyr. Det kan hjælpe forskere med bedre at forstå psykiske sygdomme som depression og på sigt bidrage til nye behandlinger.

Adjunkt Alena Salasova fra Institut for Biomedicin og DANDRITE modtager 2.299.471 kr. til projektet “Born to Degenerate? Tracing the Developmental Origins of Parkinson’s Disease”.

I projektet undersøger forskerne, om Parkinsons sygdom kan have sin oprindelse allerede i fosterlivet. Forskerne vil studere, hvordan et bestemt protein påvirker udviklingen af vigtige nerveceller i hjernen, og om tidlige forstyrrelser kan øge risikoen for sygdom senere i livet. Ved hjælp af musemodeller og avancerede teknikker håber de at få ny viden, der på sigt kan føre til bedre forebyggelse af Parkinsons sygdom.